Network (1976)

    I en evig kamp om seerne tager et tv-station med stor succes alternative midler i brug.


    KAMPEN OM SEERTALLENE

    Temperamentsfuld og handlingsmættet dramatik om arbejdet på en stor tv-station i USA. Da seertallene daler voldsomt, tager den aldrende nyhedsoplæser Howard Beale (Peter Finch) sagen i egen hånd og annoncerer for åben skærm, at han en uge senere for åben skærm vil begå selvmord. Dét burde få seertallene op!
     

    Blod på tanden

    Den slags går naturligvis ikke, og Howard Beale må da også trække ordene i sig igen. Men nu har nyhedsredaktionen fået blod på tanden og øjner en publikumsmagnet i Howard Beale. I løbet af de næste uger opnår Beale heltestatus som en slags missionær, der siger ligeud, hvad folket mener om det amerikanske samfund og om verdens-situationen - direkte på tv.

    Vanvittig tv-vært
    Nyhedsredaktøren Diana Christensen (Faye Dunaway) og medredaktør Frank Hackett (Robert Duvall) planlægger et stort Howard Beale-show som fast ugentlig publikumsmagnet, og selvom bl.a. den pensionsduelige redaktør Max Schumacher (William Holden) sætter sig imod, udstilles en stadigt mere vanvittig Howard Beale på tv hver uge.
     

    Elsket af publikum

    Og publikum elsker ham. Hele folket tilbeder ham som den nye Jesus. De gør nøjagtig, hvad han siger. Nu skal der ske noget. Howard Beale opfordrer på tv folk til at åbne deres vindue og råbe: "I'm mad as hell and I'm not gonna take it anymore!" - hvilket folk gør.

    Stop mens legen er god
    Men man skal jo som bekendt altid stoppe legen, mens den er god, og det formår de ikke på denne tv-station, så hele historien ender i en værre redelighed med stadigt dalende seertal og et nøje planlægt mord for åben skærm...

    Lun humor
    Det er en spændende fortælling, der nøjagtigt og troværdigt med en lun humor skildrer fjernsynets magt i dag. Delikat og perfekt teknisk arbejde gør NETWORK til en æstetisk nydelse med udfordringer for analytikeren, og en række store skuespillere yder deres bedste i gode, udfordrende roller. Faye Dunaway og Peter Finch vandt begge en oscar.

    Meget kompakt historie
    Ind imellem daler spændingen dog, og tilskueren kan i perioder godt tabe interessen for filmen, og det er ærgerligt i den ellers så kompakte historie. Der er for mange gentagelser, og handlingen står ofte stille, så fortællingen mister sit engagerende tempo.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1976, USA, Drama, 116 min.

    Dansk titel: Network
    Instr: Sidney Lumet Prod: Howard Gottfried Manus: Paddy Chayefsky Foto: Owen Roizman Klip: Alan Heim Mus: Elliot Lawrence
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AA - Bedste skuespiller (Finch)
    • AAN - Bedste skuespiller (Holden)
    • AA - Bedste skuespillerinde (Dunawaye)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Beatty)
    • AA - Bedste birolleskuespillerinde (Straight)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste klipning
    • GG - Bedste instruktør
    • GG - Bedste skuespiller (Finch)
    • GG - Bedste skuespillerinde (Dunaway)
    • GG - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste film