Olsen-banden på spanden (1969)

    Efter et mislykket forsøg på at udføre lovlydigt arbejde starter Olsen-Banden endnu engang arbejdet med en genial plan.


    FORBRYDELSE BETALER SIG IKKE #2

    Sammenhængende film:
    Olsen-banden (1968)
    Olsen-banden på spanden (1969)
    Olsen-banden i Jylland (1971)
    Olsen-bandens store kup (1972)
    Olsen-banden går amok (1973)
    Olsen-bandens sidste bedrifter (1974)
    Olsen-banden på sporet (1975)
    Olsen-banden ser rødt (1976)
    Olsen-banden deruda' (1977)
    Olsen-banden går i krig (1978)
    Olsen-banden overgiver sig aldrig (1979)
    Olsen-bandens flugt over plankeværket (1981)
    Olsen-banden over alle bjerge (1981)
    Olsen-bandens sidste stik (1998)
    Olsen banden junior (2001)

    En mærkbart anderledes bandefilm end den første: Ikke alene forekommer banden bedre sammenspillet, historien er også helt forskellig fra første film - og fra alle de efterfølgende 12 i serien.

    Og da historien oven i købet er uhyre velskrevet, sprudlende og humorspækket, så er der lagt op til 111 minutters herlig underholdning.

    Egon er en anden mand, da han kommer ud af fængslet denne gang. Han har truffet en aftale med socialforsorgs-aspiranten Bodil om ikke længere at være kriminel.

    Forbrydelse betaler sig ikke
    Forbrydelse betaler sig ganske enkelt ikke. Det er Benny og Kjeld nu godt nok temmelig skuffede over. Nu havde de jo lige regnet med mange millioner og den slags.

    Men Egon står stædigt fast til stor glæde for Bodil. Skæbnen vil imidlertid, at Egon, Kjeld og Benny alligevel rodes ind i en stor sag, da de ansat som rengøringsmænd i Nationalbanken overværer et kup, mens betjenten er på toilettet.

    Automatgevær i violinkasse
    Nu er Olsen-banden hovedmistænkte i sagen, og politiet er i hælene på dem. Bodil er meget skuffet over Egon, der ellers havde vist sådan en viljestyrke. Kjeld er gal over at være mistænkt, for han så jo selv, at det var fremmede frømænd, der udførte kuppet.

    Det er udenlandske kræfter, der står bag kuppet, og for at sikre, at det kostbare tyvegods kommer sikkert ud af landet, er en hel hær af cottoncoat-klædte mænd engageret, med deres automatgevær skjult i en violinkasse.

    Pansret cellokasse
    Det lykkes (naturligvis) Olsen-banden at "generobre" tyvekosterne - men det er hensigten, at de skal gives til politiet. Politiets taktik er imidlertid at lade som om, de ikke kender noget til kuppet, så Egon føler, han bør tage affære. Tyvekosterne er gemt i en ekstremt pansret cellokasse, som Bennys fordrukne bror, Dynamit-Harry (der her introduceres i serien) sættes til at sprænge. Men det er ikke let.

    Skydes med skarpt
    Sådan ryger cellokassen lidt frem og tilbage mellem bagmænd og banden, og det er bestemt ikke ufarligt, for der skydes med skarpt fra højre og venstre.

    Humoristiske parodier
    Der er et hav af virkelig originale og meget humoristiske parodier i denne film. Den overdrevent hidsige biljagt gennem København er virkelig en oplevelse for sig, ligesom det at se politiassistent Mortensen iklædt skudsikker 'vest', hjelm og maskingevær klar til at møde Olsen-Banden er årsag til dybe udhulinger af smilehullerne.

    Og jo, det er rigtigt - Både Egon, Kjeld, Benny og Dynamit-Harry sidder og græder på samme tid ved stambordet i baren. Det ser vi sørme ikke siden i serien.

    Bedste Dynamit-Harry
    Preben Kaas leverer her sin bedste udgave af Dynamit-Harry - han er vidunderlig - de tre bandemedlemmer ligeså. Og hvor så de dog stadig unge ud i 1969.



    Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018