C'era una volta il West (1968)

    I det vilde vesten kæmper cowboys konstant for at vinde eller opretholde magten.


    FUNKLENDE WESTERNSTJERNE

    Sergio Leones bedst kendte film, en af filmhistoriens bedste westerns - et sandt mesterværk. Spækket med stjernenavne men gjort af forholdsvis ukendte filmfolk fra Italien.

    Genialt anslag
    Alene anslaget er genialt. Man kan ikke tænke sig en mere perfekt præsentation af genren. Leone blander en god portion humor ind i det dialogfattige og afventende. Efter dette stilstudie er filmen allerede godt i gang. Vi er blevet præsenteret for manden uden navn, der forstår at bruge en revolver, ud over at spille på harmonika, og vi ved, at han bliver historiens udødelige.

    Dybt fascinerende
    Man er dybt fascineret af Leones fantastiske fortælleteknik. Næppe tidligere eller siden har man set en så perfekt komprimeret og smuk western. Fotograferingen er smuk med et hav af knivskarpe totalbilleder af de tørre, støvede vidder med høje klipper (der vækker minder fra John Fords filmklassikere) og små nybyggerhuse, i kontrast til ekstreme nærbilleder af ansigtsudtryk.

    Store stjerner
    Stjernenavne som Henry Fonda, Claudia Cardinale og Charles Bronson sørger for at indfange det brede publikum, men man må ikke glemme at fremhæve de mere ukendte skuespillere i mindre roller, som fx. Gabrielle Ferzetti som den invalide millionær Morton. Han er helt fantastisk.

    Musikken smelter ind i handlingen
    Ennio Morricones musik er af høj klasse, både smuk, varieret og opfindsom. For en gangs skyld et eksempel på underlægningsmusik, der smelter helt sammen med historien og bliver en seriøs medspiller. Ikke mindst fordi den ligeså ofte holder pause.

    Spændt & afventende
    Filmens atmosfære er meget spændt og afventende, der er meget lidt dialog, men alligevel er historien hele tiden spændende og original. Naturligvis går mange klichéer igen, som vi kender det fra westerngenren, men samtidig er der ting, der ikke går i hak eller som ender åbent.

    Dette mesterværk kan ses mange gange. Hver ny gang kan man givetvis finde nye spændende sider.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1968, Italien, USA, Western, 165 min.

    Dansk titel: Once Upon a Time in the West
    Instr: Sergio Leone Prod: Fulvio Morsella Manus: Sergio Leone, Sergio Donati Foto: Tonino Delli Colli Klip: Nino Baragli Mus: Ennio Morricone