Pan (1995)

    En enspænder i en fjeldhytte forelsker sig i en ung kvinde, men bliver mærkelig og afvisende.


    I SKOVENS DYBE STILLE RO

    "Pan" er i sit billedsprog så udtryksfuld og smuk, at øjnene næsten løber i vand, men historien tager efter en halv times tid en mystisk drejning, der gør den mere utilgængelig og indadvendt, end filmen umiddelbart kan bære. Herefter står de dybt betagende billeder af den norske natur skarpere og skarpere, mens tilskueren begynder at miste tålmodigheden med fortællingen.
     

    Smukt beliggende fjeldhytte

    Løjtnant Thomas Glahn har bosat sig i en smukt beliggende fjeldhytte i Norge og holder meget af at meditere i naturen, mens han går på jagt. Han er en enspænder, men alligevel drages han af nabokongsgårdens smukke unge kvinde, Edvarda Mack, der med en påfaldende mangel på blufærdighed let baner sig vej ind på livet af ham.

    I skovens dybe stille ro
    De forelsker sig, og møderne i skovens dybe, stille ro bliver hverdagens højdepunkt for dem begge. Men så pludselig en dag vender lykken, efter at Thomas har afvist at elske med Edvarda i skovbunden.
     

    Et forhold smuldrer

    Herefter smuldrer deres forhold. Thomas forstår det ikke, mens Edvarda stiller sig i en afventende position. Forholdet er knust. Thomas bliver mere og mere bitter over at have tabt sit livs drøm, og i stedet for at hale Edvarda til sig igen, afviser han hende gang på gang med stadigt voldsommere brug af sarkasme.

    Vanvid på vej
    Edvarda drages endnu af denne jægermand fra fjeldhytten, også selvom han begynder at vise tegn på at være en smule vanvittig. En dag skyder han med vilje sig selv i foden.
     

    Svært at forstå

    Tilskueren forstår ikke rigtig Thomas' pludselige vanvid. Han fortæller sin historie fra en hytte i svedens land Thailand, hvor han bor fire år senere og går på jagt og horer med lejrens mindreårige pige.

    Ude af rytme
    Det er meget forstyrrende midt i de dejlige, intense scener fra Norge at skulle tilbage til Thomas' senere tilværelse i Thailand, der med sin fugtige varme og evige græshoppe-summen fuldstændig bringer filmoplevelsen ud af rytme. Så snart scenerne fra Thailand overtager, griber man sig selv i at tænke på andre ting.

    Overvældende naturscener
    Instruktør Henning Carlsens virtuose billedkomposition er gribende, og den fine lyd forstærker de overvældende naturscener. Skuespillet er af høj klasse. Lasse Kolsrud er meget charmerende som enspænderen, der går i baglås, og Sofie Gråbøl er stærk som den nysgerrige og forundrede Edvarda.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    1995, Norge, Danmark, Tyskland, Drama, Romantik, Teenagere, 110 min.

    Dansk titel: Pan
    Instr: Henning Carlsen Prod: Axel Helgeland Manus: Henning Carlsen Baseret på: roman af Knut Hamsun Foto: Henning Kristiansen Klip: Anders Refn Mus: Hilmar Ørn Hilmarsson
    Priser
    • BD - Bedste birolleskuespillerinde (Von Der Lippe)