The Perfect Storm (2000)

    En gruppe fiskere trodser alle forudsigelser om orkan og drager langt ud på havet i deres søgen efter den helt store fangst.


    OPRØRT HAV

    "The Perfect Storm" skuffer slemt. Filmen har virkelig ikke noget at byde på. Historien er ensidig og kedsommelig, skuespillet er fraværende og farveløst, effekterne er uimponerende og gennemskuelige, spændingen udebliver.

    Fiskerkaptajn Billy Tyne er ved at få grå hår i skægget af, at han aldrig kan hente de samme store fangster hjem som sin kvindelige kollega. Sammen med sin faste stab af fiskere drager han derfor langt ud i bølgen blå.

    Alle tiders fangst
    Helt derude et sted, halvvejs mod Europa, må der da være bid. Det er der så sandelig også, men efter at Billy og hans sjak har fyldt lasten, havner de i årtusinders værste orkan. Det bliver en stor udfordring for den lille fiskekutter og besætningen, der så småt er begyndt at lide af hjemve - ekskoner og børn venter bekymret. Men mon ikke kaptajnen denne gang har gabt over en lidt for stor udfordring?

    I stride strømme
    Oceaner af hav vælter ind over dækket i stride strømme. Noahs ark i syndfloden må have været det rene vand ved siden af! Den ene computeranimerede bølge afløser den anden, mens larmende lydeffekter og James Horners idéforladte musik følger bølgeslagene.

    I vand til knæene
    Alle roller er sådan set ubetydelige. Topmodellen Mark Wahlberg serverer et par bekymrede grimasser, John C. Reilly poserer i regnslag og sydvest, George Clooney er sur og magtfuld med udtryksløse øjne i vand til knæene.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2000, USA, Action, Eventyr, Katastrofefilm, 125 min.

    Dansk titel: Den fuldendte storm
    Instr: Wolfgang Petersen Prod: Wolfgang Petersen, Paula Weinsterin Manus: William D. Wittliff Baseret på: Sebastian Jungers bog Foto: John Seale Klip: Richard Francis-Bruce Mus: James Horner
    Priser
    • AAN - Bedste lyd
    • AAN - Bedste visuelle effekter