Quiz Show (1994)

    Igennem årevis lykkes det en stor amerikansk tv-station at narre seerne. Deltagerne i et quizshow kender svarene på forhånd.


    KORRUPT TV-QUIZ

    Robert Redford viser overbevisende gode takter som instruktør i denne udstilling af den amerikanske moral, "Quiz Show".

    Den alvidende Herb Stempel har i ugevis deltaget i det populære tv-show, "21", og han er efterhånden blevet et kendt ansigt. Men en dag henvender quizprogrammets producent, Dan Enright, sig til Herb og beder ham svare forkert med vilje.

    Kunsten at tiltrække seere
    Ifølge Dan Enright ønsker tv-seerne noget nyt efter alle disse uger med Herb. I stedet udvælger producenten Charles Van Doren. Han er nemlig søn af en kendt forfatter og har, hvad der skal til for at tiltrække seere.

    Men quizprogrammets planlæggere har bestemt ikke helt rent mel i posen. De fortæller Charles Van Doren, at han vil få spørgsmålene udleveret inden den direkte udsendelse for på dén måde at vinde hver gang og holde fast i seerne.

    Tilbundsgående undersøgelse
    Det bliver for meget for den tidligere helt ,Herb Stempel, og han henvender sig til advokaten Richard Goodwin, der indleder en tilbundsgående undersøgelse af tv-stationen NBC og dens metoder.

    Flovt bliver det for alvor for Charles Van Doren, da han må indrømme, at han kendte til falskneriet, men kan en advokat virkelig vælte en tv-station og dens magtfulde bagmænd?

    Sympatisk advokat
    Bedst blandt skuespillerne er Rob Morrow, hvis ihærdige og meget sympatiske advokat Richard Goodwin formidles med glimt i øjet. Ralph Fiennes spiller fint, men synes ikke helt at passe ind i billedet. John Turturro har sine øjeblikke i en lidt stiv rolle.

    Det er næsten ligeså spændende som at se et rigtigt quizprogram på tv, og Robert Redford opretholder dygtigt spændingen det meste af filmen.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1994, USA, Drama, Historie, Biografi, 127 min.

    Dansk titel: Quiz Show
    Instr: Robert Redford Prod: Robert Redford, Michael Jacobs, Julian Krainin, Michael Nozik Manus: Paul Attanasio Baseret på: bogen "Remembering America: A voice from the Sixties" af Richard N. Goodwin Foto: Michael Ballhaus Klip: Stu Linder Mus: Mark Isham
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste birolle skuespiller (Scofield)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Turturro)
    • GG-N - Bedste manuskript