The Relic (1997)

    Inficerede svampe fra Sydamerika udvikler sig voldsomt hurtigt til et dødbringende monster.


    LIG I MONSTERLASTEN

    Fra producenten af Aliens (1986) og Terminator 2 (1991) kommer her en gør-store-øjne-hvad-gemmer-sig-bag-hjørnet-i-den-fugtige-kælder-rædselsfilm.

    Uskræmmende monster
    Det vil sige, "The Relic" mangler dén spænding og det ultimativt skræmmende gys, der kendetegner film som "Aliens", for der medvirker et ret så bemærkelsesværdigt monster, det er bare ikke særlig skræmmende.

    Mange lig i lasten
    Filmens prolog har mange lig i lasten. Her bliver vi klar over, at der er sket noget frygteligt på en biologisk rejse til Sydamerika, og - lidt (?) ligesom i Congo (1995) - er der sendt en rest af det onde med hjem i en kasse.

    Hormoninficerede blade
    Der er godt nok kun blade i kassen, men bladene er inficeret med en art svamp, der også er inficeret, men med animalske hormoner. Nu må filmens heltinde og multi-hjerne, Dr. Margo Green, lægge hovedet - og især sin computer - i blød for at forsøge at finde en forklaring på dét.

    Dr. Green arbejder som udviklingsbiolog (det er sådan nogen, der skal finde ud af, hvorfor mennesket ikke længere har hale) på et stort museum i Chicago.

    Museumsinspektøren har satset mange penge på en ny udstilling om overtro, der straks skal åbnes. Men der vendes pludselig op og ned på det hele, da en museumsvagt findes myrdet i kælderen med hovedet revet af og hjerne skilt ad i flere dele.

    Der stikker noget under
    Her kommer politimanden ind i billedet, i dette tilfælde spillet af Tom Sizemore, og han forsøger forgæves at finde hoved og hale i situationen (og ligresterne). Næste dag finder man en bums i kælderen med en økse, men politibetjenten er ikke tilfreds - der er noget, der ikke hænger sammen.

    Men udstillingen skal jo åbnes, og mens de mange hundrede (prominente) gæster går uden om stiger og spytter sig ovre højre skulder, jages politimanden af det enorme monster i museets kloak.

    Jages fra sans og samling
    Imens forsøger Dr. Green at få computeren til at give en forklaring på det mærkelige væsen, og hun når lige at identificere det som halvt menneske, inden hun selv jages fra sans og samling gennem museet.

    Personer af ringe eller slet ingen betydning for historien, fx vagter og gæster til udstillingen bliver således flået op af monstret, mens vore helte klarer frisag.

    Utroværdigt, forudsigeligt
    Desværre er historien fra starten så utroværdig og forudsigelig, at man aldrig undervejs bliver rigtig forskrækket. Der er ganske vist en hel del bemærkelsesværdige effekter, men originaliteten udebliver.

    Ok underholdning
    Måske skulle man finde en anden støbeform end lige Hollywoods - det har hjulpet mange andre film. Udmærket skuespil, ok underholdning.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1997, Storbritannien, Tyskland, Japan, New Zealand, USA, Gyser, Mystik, Science Fiction, 109 min.

    Dansk titel: Forbandelsen - ondskabens museum
    Instr: Peter Hyams Prod: Gale Anne Hurd, Sam Mercer Manus: Amy Holden Jones, John Raffo, Rick Jaffa, Amanda Silver Foto: Peter Hyams Klip: Steven Kemper Mus: John Debney