State of Grace (1990)

    En undercover-betjent forklædt som narkoboss går i dybden blandt narkohandlerne.


    ET HÆRGET MILJØ

    En voldsomt indadvendt miljøbeskrivelse, hvor stoffer, alkohol, vold og mord er en del af hverdagen.

    De særprægede opening credits er sammen med Ennio Morricones utraditionelle musik med til at vække nysgerrigheden hos tilskueren.

    Sean Penn spiller den splittede Terry Noonan, der vender tilbage til sin barndoms bydel i New York, der nu kontrolleres af koldblodige gangstere.

    Undercover-betjent
    Udadtil er Terry selv en gangster, og tilskueren får i filmens begyndelse indtryk af, at han er en kold skid, men under læderjakken er han en undercover-betjent, der forsøger at forhindre top-gangsterne i at myrde og ødelægge.

    Det er udmærket skildret, da Terry vender tilbage og møder sine barndomsvenner, bl.a. Jackie, hvis grænsepsykose og voldsomme alkoholforbrug fortolkes stærkt af Gary Oldman.

    Traumatisk oplevelse
    Det meste af filmen følger vi de to venners færd rundt i New York, deres sammenstød med gangsterbosser og den traumatiske oplevelse, da en ven bliver myrdet på brutal vis, blot fordi han skylder penge.

    Terrys dobbeltliv åbner muligheder for ubemærket at komme ind i gangsternes inderkreds, og han begynder at mistænke Jackies bror, Frankie, for at stå bag mordet.

    Koldblodigt mord
    Siden bliver Frankie beordret til at dræbe sin egen bror, hvilket han udfører på brutal, koldblodig vis, næsten foran øjnene af en skjult Terry. Nu er det Terrys mission at få hævn, og herefter vatter filmen lidt ud, intensiteten aftager, og retfærdigheden sker på forudsigelig vis fyldest.

    Hævet over middel
    En række rigtig flotte skuespillerpræstationer er med til at hæve "State of Grace" over middel. Der er gode navne i næsten alle roller, bemærk især R. D. Call i birollen som Ed Harris' højre hånd, Nicholson: han skyder uden at tænke, og skal lige have sig en håndfuld peanuts bagefter.

    Filmen er for det meste underholdende, ikke mindst takket være Phil Joanous teknisk dygtige behandling af historien - en dvælende, fortættet fortælleteknik.

    Filmens slutning er desværre ringe, og oven i købet i super slow motion.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1990, USA, Storbritannien, Krimi, Action, Drama, 130 min.

    Dansk titel: Nattens engle
    Instr: Phil Joanou Prod: Ned Dowd, Randy Ostrow, Ron Rotholz Manus: Dennis McIntyre Foto: Jordan Cronenweth Klip: Claire Simpson Mus: Ennio Morricone