The Talented Mr. Ripley (1999)

    En ung amerikaner opfordres til at tage til Italien for at overtale en anden ung mand til at rejse hjem. I stedet indfanges han selv af det lille europæiske paradis.


    MED VOLD OG MAGT

    Efter en stilfuld og jævnt lovende første time, går der 'gængs thriller' i historien, spændingen stiger og stiger, afsløringerne trækkes ud i en uendelig pine. Det føles lidt som 'underholdning for enhver pris', selvom man godt fornemmer de alternative muligheder, historien rummer.

    Utroværdig hovedrollefigur
    Væsentligt for helhedsopfattelsen er det, at hovedrollefiguren Tom Ripley aldrig kommer til at virke troværdig - og med ham dumper historien i samme problem.

    Til gengæld kan man glæde sig over det høje tekniske niveau, filmen byder på. Her er der lagt vægt på at skabe et visuelt udstyrsstykke. Fotograferingen er svulstig og med store armbevægelser, klipningen er et kapitel for sig, der i sig selv udgør stor underholdningsværdi. Bemærk især filmens anslag, hvis stykvise overtoninger imponerer.

    Tom Ripley bliver af en rig knægts far i 1958 opfordret til at rejse til Italien. Der fjæler knægten Dickie Greenleaf sig nemlig i en så løssluppen grad, at det går faderen på nerverne.

    Et Italiens-paradis
    Tom tager straks af sted, men opgaven skal hurtigt vise sig at være uløselig. For det første fordi, Dickie ikke under nogen omstændigheder vil forlade sit personlige Italiens-paradis, hvor han er ven med alle, for det andet fordi Tom selv er faldet pladask for den uforpligtende og afslappende tilværelse i Europa.

    Ven med alle
    Snart er Tom ven med Dickie, og er man først det, er man også ven med hele Dickies italienske venneslæng og - ikke mindst - kæresten, Marge. Dickie har en evne til at blive gode venner med alle, men er der nu den dybde og følelse i venskabet, som Tom søger?

    Tom er betaget af Dickie og hans levemands-livsstil, og han lever sig ind i Dickies verden på en måde, der i længden ikke er sund. Tom har misforstået venskabet og bliver uvenner med Dickie. Dét dobbeltspil, Tom så virtuost udfører, får han i særdeleshed brug for, nu da han selv må søge lykken i rigmandsmiljøet. Koste hvad det vil..

    Rutinepræget spil
    Matt Damon spiller trods sin unge alder lettere rutinepræget. Rollen er dybt usympatisk, og man kan hverken falde for Tom Ripley eller afsky ham. Ingen identifikation overhovedet. Jude Law lyser op i fuldt charmeregister, mens de kvindelige islæt Gwyneth Paltrow og Cate Blanchett (som Meredith) synes noget tilbagetrukne og krukkede.

    Gabriel Yareds musik er ind imellem meget smuk.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1999, USA, Krimi, Drama, Thriller, 140 min.

    Dansk titel: The Talented Mr. Ripley
    Instr: Anthony Minghella Prod: William Horberg, Tom Sternberg Manus: Anthony Minghella Baseret på: roman af Patricia Highsmith Foto: John Seale Klip: Walter Murch Mus: Gabriel Yared
    Priser
    • AAN - Bedste Birolle Skuespiller (Law)
    • AAN - Bedste Scenografi
    • AAN - Bedste Kostumedesign
    • AAN - Bedste Musik
    • AAN - Bedste Adopterede Manuskript
    • BERLIN-N - Guldbjørn-nominering
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespiller (Damon)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Law)
    • GG-N - Bedste musik