Vi som går stjernevejen (1956)

    Da en fortryllende sangfugl entrer det lokale teater, opstår der splid og forelskelser på samlebånd.


    VELGENNEMTÆNKT OG VOVET HUMOR

    Efter en noget fladpandet begyndelse, begynder der at komme stil over Johan Jacobsens komedie. Hen ad vejen præsenteres vi rent faktisk for skøn humor, der både overrasker og imponerer.

    Fortryllende sangfugl
    Da den fortryllende sangfugl, Lis, ankommer til det lokale teater, står mændene bogstavelig talt i kø for at forelske sig. Lis er både kæk, modig og forførerisk, så det er intet under, at mændene savler.

    De er vant til den noget forstokkede og meget snobbede sangerinde, Nana, der er etableret og nok skal sørge for, at gøre livet surt for håbefulde Lis.

    Men mændene vil det anderledes - ligesom publikum. Lis er bare nummer ét, og det gælder det om at benytte sig af.

    Skønt skuespil
    Birgitte Reimers mandlige modspillere serverer skønt skuespil på meget forskellige måder: Ebbe Rodes magister Winther er tilbageholdende og afdæmpet, Hans Kurts Knud Sommer er noget mere direkte i sin facon.

    Filmen vinder meget i sidste halvdel, men historien savner generelt substans.

    Det glimrende skuespil og overbevisende håndværk med en sofistikeret kameraføring kompenserer dog pænt.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018