The Hurricane (1999)

    En uskyldig sort mand fængsles på livstid og har efterhånden opgivet sin sag. Men en håndfuld tilfældige amerikanere beslutter at kæmpe hans sag endnu engang.


    VEDKOMMENDE FÆNGSELSDRAMATIK

    Denzel Washington kan her opleves i en af karrierens bedre roller - og såmænd også i en af karrierens bedste film.
     

    I de højere luftlag

    Veteraninstruktøren Norman Jewisons 2 timer og 20 minutter lange, "Hurricane", suger nemlig sine tilskuere med op i de højere luftlag. Dog ikke længere tid end at vi hurtigt sættes ned igen, efterhånden som amerikana-vamleriet sætter ind.

    Korrupt & racistisk
    Historien bygger på en virkelig hændelse, hvor den professionelle og sorte bokser, Rubin "Hurricane" Carter, blev personligt forfulgt af den korrupte og racistiske politimand, Della Pesca, der for enhver pris ville have Hurricane fængslet, selvom han var ganske uskyldig.

    Et uventet brev
    Således havner Hurricane i fængsel med en livstidsdom, og som årene går indstiller han sig på at dø bag tremmerne. Ganske uventet modtager Hurricane et brev fra en den unge "fan", Lesra, der har læst Hurricanes selvbiografi og indædt ønsker sagen genoptaget.

    Retfærdighedsentusiasme
    Sammen med et lille hold af retfærdighedsentusiaster begynder Lesra at grave i de gamle sagsakter, og Hurricane kommer atter for en domstol, hvor racisme skal vejes op imod menneskelighed.

    Raffinerede krydsklip
    "Hurricane" er en meget flot og medrivende fortalt film, der imponerer med sine fremragende personskildringer, fortalt i raffinerede krydsklip. Sekvenserne fra fængslet er hårrejsende ægte, særlig Hurricanes tid i "hullet" er realistisk skildret.

    Retssalsdrama svageste punkt
    Enkelte fængselsklichéer fornægter sig ikke, men det er klichéerne fra retssalsdramaet, der bliver filmens svageste punkt med op til flere noget ærgerlige over-amerikanske indfald. Udover Denzel Washingtons store hovedrollepræstation bør fremhæves den unge Vicellous Reon Shannon i rollen som den ambitiøse Lesra Martin.



    Anmeldt i 2001 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1999, USA, Fængselsfilm, Biografi, Sport, 139 min.

    Dansk titel: The Hurricane
    Instr: Norman Jewison Prod: Armyan Bernstein, John Ketcham, Norman Jewison Manus: Armyan Bernstein, Dan Gordon Baseret på: bogen "The 16th Round" af Rubin "Hurricane" Carter Foto: Roger Deakins Klip: Stephen E. Rivkin Mus: Christopher Young
    Priser
    • AAN - Bedste skuespiller (Washington)
    • BERLIN - Bedste skuespiller (Washington)
    • BERLIN - Prize of Guild
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear-nominering
    • GG - Bedste skuespiller (Washington)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør