Man sku være noget ved musikken (1972)

    En gruppe eksistenser samles på et værtshus og oplever op- og nedture sammen.


    LUNEFULDE TILVÆRELSE

    Henning Carlsens alvorsprægede lystspil, "Man sku være noget ved musikken", har fat i den lange ende i mange af sine karakteristikker af hverdagsmenneskets hverdagskvaler. Medmanuskriptforfatter, Benny Andersen, har bidraget med sin lidt af sin indsigtsfulde menneskekundskab.

    Fine udfordringer
    Noget af det bedste ved filmen er, at den formår at hive særligt gode præstationer ud af skuespillere, der normalt er blevet misbrugt på det skammeligste, sat i bås efter hvad publikum ville have.

    Stærke præstationer
    Karl Stegger er stærk og lunefuld som bartenderen, alle samles omkring, mens Otto Brandenburg som værtshuspianist udstråler en sjældent set forstående og kærlig varme.

    Sammenhold
    Problematikken blandt stamgæsterne er ganske ligetil: Der er ulykkelig kærlighed, problemer med økonomien, drikfældighed og trusler om fyring. Men sammenholdet fornægter sig ikke, og selvom der er en enkelt svipser imellem, klarer sjakket sig såmænd nok.

    Ikke kød nok
    Man har svært ved helt at komme i den rette stemning. Filmen vil gøre det så godt, så virkelighedsnært og nede på jorden, at temaerne kan synes for utilstrækkeligt behandlet. Der er kort sagt ikke kød nok på historien.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018