Wyatt Earp (1994)

    En fredelig mand ændrer sig radikalt, da hans kone bliver myrdet, og han beslutter sig for at tage loven i egen hånd.


    STORT ANLAGT WESTERNBIOGRAFI

    Kevin Costner folder sig sammen med en hel hær af temmelig hotte Hollywood-navne ud i ultrabredformat i denne helaftensfilm af svulstige dimensioner.

    Hans navn er Wyatt Earp. En fredelig og nygift amerikansk borger, der har store planer for fremtiden. Disse planer bliver dog hurtigt manet til jorden, da konen bliver brutalt myrdet.

    Lovløs på flugt
    Earps verden ændrer sig, han bliver lovløs og må flygte. Han slår sig ned i fjerne stater og bliver barsk sheriff. Han har taget sagen og loven i egen hånd, fast besluttet på at få hævn.

    Fyldt til bristepunktet
    "Wyatt Earp" er en meget flot og konstant engagerende storfilm, der ikke sætter sit lys under en skæppe. Instruktør Lawrence Kasdan har villet det ultimative med sin film, og billede og lyd er da også fyldt ud til bristepunktet.

    Glansbilledagtigt
    Det er dog ikke ubetinget fantastisk, og i længden forekommer filmen en kende for glansbilledagtig. Historien følger dog hele tiden godt med og giver solid underholdning - også selvom det enorme persongalleri kan være svært at holde styr på.

    Rutinepræget
    Kevin Costner spiller upåklageligt men rutinepræget. Dennis Quaid har en fin birolle som den tuberkulosesyge, Doc Holliday. Michael Madsens hoved-på-skrå-charme passer dårligt i en film som denne, ligesom Gene Hackmans lille rolle som Wyatts far er ærgerligt tynd.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017