In the Bedroom (2001)

    Da ægteparret Fowlers søn bliver myrdet, braser deres verden selvsagt sammen, og det bliver svært at finde hinanden i sorgen.


    I SORGENS MAGT

    Todd Field har begået en lille genistreg med sin spektakulært navngivne film "In the Bedroom": et fredeligt, smukt og ganske omhyggeligt fortalt drama om et ægtepars store sorg, da de mister deres søn.

    Omhyggeligt fortalt
    "In the Bedroom" udmærker sig ved at give sig tid til at fortælle sin historie - ikke forjage sig. Her er scenerne lange og rolige. Sorgens magtfulde greb skildres med en hudløshed og ægthed, som mange andre filmmagere kunne lære en del af.
     

    Hverdagens små udfordringer

    Ægteparret Fowler har til daglig ikke de store problemer. Deres eneste søn, Frank, forsøger at løsrive sig fra sin dominerende mor. Han har netop forelsket sig i den noget ældre pige, Natalie, og det går snakken en del om.

    Jalousidrab
    Natalie er gift og har to børn, og hendes mand synes bestemt ikke, det er sjovt at se sin kone ligge i med en studerende. Så meget går det ham på, at han sender en kugle gennem hovedet på Frank.

    Morder på fri fod
    Det retslige efterspil føjer yderligere frustrationer til Fowlers dybe sorg. Man har nemlig ikke tilstrækkelige beviser til at kunne sætte gerningsmanden i fængsel. Inden længe færdes han derfor frit i området igen, og det er mere, end Fowlers kan bære..

    Stærke præstationer
    I filmens største rolle overbeviser rutinerede Tom Wilkinson med en stærk, smuk og meget følelsesladet præstation. Sissy Spaceks rolle er knap så sympatisk, men hun udfylder den flot. Nick Stahls rolle er af gode grunde ikke så stor, men han viser prøver på, at han stadig kan spille skuespil.

    Stærk instruktion
    Under overfladen mærker man det banale, men det når heldigvis aldrig at skinne igennem. Ikke mindst takket være instruktør Todd Fields stærke instruktion, der på billedsiden er meget præcis, tankevækkende og ladet med symboler.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2001, USA, Psykologisk drama, Krimi, Børn på film, 130 min.

    Dansk titel: In the Bedroom
    Instr: Todd Field Prod: Todd Field, Ross Katz, Graham Leader Manus: Robert Festinger, Todd Field Baseret på: historie af Andre Dubus Foto: Antonio Calvache Klip: Frank Reynolds Mus: Thomas Newman
    Priser
    • AAN - Bedste skuespiller (Wilkinson)
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Spacek)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Tomei)
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste adopterede manuskript
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • GG - Bedste skuespillerinde (Spacek)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Tomei)