Nikolaj og Julie (tvs) (2002)

    Livet og stort set alle dets facetter i moderne indpakning for hele familien.


    SØNDAGSUNDERHOLDNING

    En håndfuld af landets dygtige instruktører har taget sig af Søren Sveistrup og co's moderne parforholdsmanuskript og formidlet det med forudsigelig folkelighed til de sultne danske søndagsfjernsynskiggere.

    Meget gennemskueligt
    "Nikolaj og Julie" baserer sig meget gennemskueligt på de helt hotte problemstillinger i forholdet mellem en ung kvinde og en ung mand: De to titelpersoner er gift og har en lille datter.

    Det perfekte par?
    Han, Nikolaj, arbejder fuld tid på et trendy reklamebureau med distræte og/eller selvcentrerede kolleger. Hun, Julie, gør karriere som advokat og har sin emsige sekretær som privat veninde. Det hele hænger sammen i en overordnet linje, og så skal det alligevel gå så grueligt galt. Snart opstår den frygtede dårlige stemning, og så er helvede løs.

    Banalitet i brede baner
    Serien starter frygtindgydende banalt men vokser allerede fra andet afsnit lidt med opgaven. Efterhånden bliver det næsten hyggeligt at tilbringe tre kvarters tid i selskab med alle de stift skårne typer. Det hyggelige forsvinder dog næsten helt fra afsnit 9, hvor en stribe gennemført usandsynlige begivenheder desværre har en tendens til at gøre serien svær at sluge.

    Alle kan være med
    Det banale forlader aldrig serien, men det er nok også helt bevidst fra manuskriptforfatternes side. Det skal være "helt nede på jorden", så alle kan være med. Enhver problematik er nem at identificere sig med, men tendensen er, at der skal smøres ekstra tykt på, så troværdigheden falder til jorden.

    For meget af det gode
    De barske begivenheder afdramatiseres til dels af en stedvis slående humor - igen er problemet bare, at det bliver for meget af det gode - ganske enkelt usandsynligt.

    Spillelyst
    Skuespillerne sprudler af spillelyst, men ikke alle slipper lige heldigt fra de omfattende roller. De går dog - ligesom de handlingsmæssige omgivelser - an. Bedst blandt spillerne er afgjort Peter Mygind, Jesper Asholt og i særdeleshed Sofie Stougaard, der får det bedste ud af sin kejtet-nærtagende Karina.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2002, Drama, Romantik, 375 min.

    Dansk titel: Nikolaj og Julie (tvs)
    Instr: Kristoffer Nyholm, Birger Larsen, Charlotte Sachs Bostrup, Martin Schmidt, Henrik Ruben Genz, Michael W. Horsten, Lars Kaalund, Peter Schrøder Prod: Piv Bernth Manus: Søren Sveistrup m.fl. Foto: Henrik Kristensen, Lars Vestergaard Mus: Frans Bak, Tim Christensen (tema)
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation