Bonnie and Clyde (1967)

    Da bankrøveren Clyde møder billedskønne Bonnie, er det dømt kærlighed ved første blik, og sammen kan de nu røve banker på stribe i depressionstidens Texas.


    GRÆNSELØST ANARKI

    Det lå ikke helt i kortene, at Arthur Penns "Bonnie and Clyde" skulle blive alle tiders største kassesucces. Men publikum elskede det rebelske tema og det ufiltrerede og samfundskritiske fokus på to kriminelles løbebane i depressionstidens USA.

    Beatty købte rettighederne
    Manuskriptet blev oprindelig tilbudt Francois Truffaut, der udviste begejstring. Men da producenten forlangte en stjerne i den mandlige hovedrolle og pegede på Warren Beatty, stejlede Truffaut. Han brød sig slet ikke om Beatty og udtalte, "hellere slet ikke lave film end at lave film med disse personer" (herunder Beatty og Marlon Brando). Desuden havde Beatty købt rettighederne til filmen og ville selv producere.

    Farcepræget
    Det er vanskeligt at finde dybde eller varige kvaliteter ved "Bonnie and Clyde", måske som følge af tids- og generationskløften. Men ganske givet som en direkte effekt af den farceprægede stil, hvor bankrøverier og tilnærmet parforhold konstant skydes i knæ af overgearet lalleglæde i tempo og skuespil.

    Tidspopulær spillestil
    I en spillestil der var populær i 60’erne reducerer Warren Beattys følsomme fagter og gebærder Actors Studio-stilen til overfladiske manerer. Og Faye Dunaway følger trop med ekstremt manieret spil, der i hvert fald ikke præger filmoplevelsen i retning af oprigtighed.

    Farcen tynger
    Man føler sig som sagesløs brik i et spil, hvor man ikke forstår hverken spilleregler eller humoren omkring bordet. Og når alvoren spidser til med action og dødbringende biljagter, præges den til stadighed af resterne fra de riges bord - det stemningsmæssigt dominerende farcepræg.

    Inspireret af den franske nybølge
    Beatty valgte Arthur Penn som instruktør, og Penns stil er interessant nok inspireret af netop Truffaut og Godards gangsterfilm og blander således det amerikansk håndgribelige med fransk nybølge.

    Stærkt fordømt
    Filmen blev stærkt fordømt for sine udpenslende voldsbeskrivelser og blev i begyndelsen sablet ned af pressen. Man var ganske enkelt ikke vant til at se vold så grafisk. Filmen var således den første Hollywood-film, der for alvor fik tilskuerne til at opleve voldens rædsel, bl.a. fordi den teknologiske udvikling havde gjort det muligt at vise skudlæsioner mere realistisk.

    Hyldet som folkehelte
    Uden at være helt historisk korrekt følger filmen depressionstidens mest berømte bankrøverpar, Clyde Barrow og Bonnie Parker, der i samtiden blev hyldet som folkehelte for deres kontinuerlige bankrøverier og heraf følgende opgør med pengesystemet og magthaverne.

    Udstyret i orden
    Clyde har udstyret i orden, og imponerer hurtigt den smukke Bonnie med sine frygtløse røverier. Bonnie er solgt og bliver Clydes partner in crime. Men på skibsbriksen forholdt det sig anderledes: Filmens behandling af sex blev banebrydende, ikke mindst som følge af temaet med den impotente Clyde. Filmen hører til blandt de første og mest succesrige film, der blev lavet under USA's nye og mere lempelige rating-system, og beskrivelsen af Clydes psykologiske impotens hører til blandt de mere vellykkede og oprigtige temaer i filmen.

    Seksuel frustration
    I det oprindelige manuskript var Clyde bøsse med et forhold til sinken C.W. Moss, men Penn ændrede det med den begrundelse, at uden den seksuelle frustration havde Bonnie og Clyde ingen tilskyndelse til at røve banker. De er spærret inde i Clydes impotens med revolveren som penisforlænger. "I ain’t much of a loverboy", som den frustrerede Clyde udtaler det, da Bonnie kaster sig over ham første gang.

    Lovens lange arm
    Efterhånden bliver bankrøverne mere og mere vovede i deres kriminelle kunst, og før eller siden lovens lange arm indhente dem, som det også sker i det hektiske klimaks, der er også er filmens allersidste scene.

    Coppola inspireret af Penn
    Hollywood lærte meget af Penns film, og dens succes hos publikum viste, at kombinationen af europæisk stilisering med traditionelle temaer kunne blive succesrige. Coppolas The Godfather (1972) viste fem år senere Penn oprigtig ære ved at efterligne den nøje.

    Hysterisk komik
    10-dobbelt Oscarnomineret og med Estelle Parsons og fotograferingen som vindere. Desværre er der ikke bid i hverken Parsons eller Gene Hackmans birolleindspark, der ligesom filmen i helheden drukner i hysterisk komik og overspil. Der er samtidig rigelig med kæk underlægningsmusik, herunder banjostemning med eftertryk.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1967, USA, Biografi, Drama, Action, Romantik, Krimi, 111 min.

    Dansk titel: Bonnie og Clyde
    Instr: Arthur Penn Prod: Warren Beatty Manus: David Newman, Robert Benton Foto: Burnett Guffey Klip: Dede Allen Mus: Charles Strouse
    Priser
    • AA - Bedste birolleskuespillerinde (Parsons)
    • AA - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Beatty)
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Dunaway)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Hackman)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Pollard)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • BD - Bedste ikke-europæiske film
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Dunaway)
    • GG-N - Bedste skuespiller (Beatty)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Pollard)
    • GG-N - Bedste manuskript