Riding in Cars with Boys (2001)

    En 15-årig pige skuffer sin familie, da hun bliver gravid med en tilfældig gadedreng. Nu må hun stort set klare sig selv.


    SPRÆLSK LILLE UNGDOMSFILM

    Der er hér tale om en underligt skæv film, der på én og samme gang er både medrivende og uskøn. Medrivende, fordi den fortæller sin historie med stort engagement. Uskøn, fordi trådene ikke bindes sammen. Så hele herligheden bliver en meget underlig blanding af alt muligt og så alligevel ingenting.

    En uheldig pige
    Drew Barrymore spiller den dominerende hovedrolle som den uheldige 60'erpige, Beverly D'Onofrio, der bliver gravid i en meget tidlig alder og mod sin vilje gifter sig med den bondske, Raymond. Det skal snart vise sig, at der ikke kommer meget lykke ud af ægteskabet - i det hele taget er tilværelsen for den unge mor ikke lutter lagkage.

    Stort underholdningsmoment
    Beverlys historie fortælles i lange flashbacks, mens hun og den nu voksne søn, Jason, triller gennem landskabet i bil omkring tyve år senere. Således hensættes vi til flere forskellige årtier med hver deres kendetegn, og det udgør et stort underholdningsmoment i filmen.

    Flot scenografi
    Scenografien er virkelig flot og farvestrålende - bare synd at der ikke er bedre samling på instruktionen, så filmen kunne have fremstået mere helstøbt. Det har den fortjent, for potentialet er der. Baseret på virkelige hændelser med udgangspunkt i Beverly D'Onofrios bog med samme titel som filmen.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2001, USA, Biografi, Komedie, Drama, Teenagere, Børn på film, 125 min.

    Dansk titel: Drengene i mit liv
    Instr: Penny Marshall Prod: Julie Ansell, James L. Brooks, Laurence Mark, Richard Sakai Manus: Morgan Ward Baseret på: bog af Beverly D'Onofrio Foto: Miroslav Ondrícek Klip: Lawrence Jordan; Richard Marks Mus: Heitor Pereira, Hans Zimmer