Indignation (2016)

    En ung mand starter på universitetet og møder udfordringer både på intellektet og kærligheden, der langt overstiger hans forhåndsforventninger,


    UDTALT DIALOGFILM

    Den højt skattede manuskriptforfatter James Schamus barsler her som debuterende spillefilmsinstruktør i en alder af 57. Og dét er med en alt andet end ordknap filmatisering af Philip Roths roman om unge Marcus’ genvordigheder i grænselandet mellem barndom og voksenliv.

    50’ernes knaldfarver
    Vi er i 1950’erne, og der er knaldfarver på kjoler og biler, overalt hvor øjet dvæler. Slagtersønnen Marcus er lidt af en mønsterbryder, og han står på spring til at tage sin universitetsuddannelse i behørig afstand fra de forældre, han efterhånden er kørt lidt træt i.

    En ny epoke
    Vel parkeret på Ohio-universitetet starter en ny epoke i den unge Marcus’ liv. Ikke alene er han udfordret af universitetets noget forstokkede syn på religion, hvor han føler sig sat i bås på grund af sin jødiske baggrund. Han møder også den inciterende Olivia, der giver ham et uventet blow job på første date, hvilket efterlader den pæne Marcus i eksistentiel krise.

    Brikkerne på plads
    Men der skal en blindtarmsbetændelse til, før brikkerne så småt begynder at falde på plads for den følsomme unge mand. Stille og roligt begynder han at træde i karakter, så fundamentet til voksenlivet kan komme i cementblanderen.

    Detaljemættet framing
    Schamus iscenesætter med en meget udtalt forkærlighed for detaljemættet framing. Sammen med fotografen Christopher Blauvelt har han skabt en visuel verden af scenografisk og kompositorisk perfektion, der nok er en fryd for øjet men som også tipper lidt over i det lidt for kunstgjorte.

    Dialogtungt
    Således bærer "Indignation" præg af at være stort set uden kamerabevægelse, og scenerne er ofte lange i deres gennemkausale dialogmættethed. Snakkeriet fungerer bedst, når Marcus udfordres af sin dekan, der ikke er bange for at gå i kødet på den ungdommelige selvovervurdering. Her står særligt en kvarterlang scene som filmens bedste.

    Tales i sænk
    At der snakkes hele er dog ikke uproblematisk for filmoplevelsen. Hvad der opnås af ægthed i den dvælende visuelle stil tales til gengæld ofte i sænk af den omstændelige og teatralske tilgang til voksenlivstærsklen. Giv dog tilskueren lov til at tænke selv.

    Overrepræsenteret musik
    Jay Wadleys musik er samtidig overrepræsenteret gennem store dele af filmen og dikterer stemningen allerede under opening credits. Igen efterlyses mere stilhed - så ville lyd og billede også i langt højere grad have matchet hinanden.

    Lidt for sterilt
    Logan Lerman gør det nydeligt i hovedrollen som Marcus, men heller ikke mere end det. Som det er tilfældet med hele filmoplevelsen, opleves også skuespillet som lidt for sterilt, lidt for villet, lidt for konstrueret ud af det teksttunge forlæg og de fastlåste ind- og udviklinger.

    Seksualiseret skygge
    Således er Sarah Gadon også blot en seksualiseret skygge som den mentalt udfordrede sexkilling forklædt som pæn borgerlig pige. Bid og kant får hendes rolle ikke. Så er Tracy Letts’ dekan til gengæld langt mere vellykket og er afgjort filmens bedste præstation.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2016, USA, Kina, Drama, Romantik, 110 min.

    Dansk titel: Indignation
    Instr: James Schamus Prod: Anthony Bregman, James Schamus, Rodrigo Teixeira Manus: James Schamus Baseret på: roman af Philip Roth Foto: Christopher Blauvelt Klip: Andrew Marcus Mus: Jay Wadley
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation