Dykkerdrengen (2003)
En 10-årig dreng og hans alkoholiske far skal et smut til Grækenland for at dykke. Men faderen dykker i stedet i flasken.
30 MINUTTERS UNIK INTENSITET
At man på bare tredive minutter kan forme et hårrejsende, hjerteskærende og knugende ægte filmdrama af mesterlige dimensioner er i sig selv lidt af et mirakel.
Forfærdende portræt
Instruktøren og manuskriptforfatteren, Morten Giese, har i sin novellefilm, "Dykkerdrengen", formået at skabe et forfærdende portræt af en tålmodig og forventningsfuld drengs vågne mareridt. Drengen bor alene med sin alkoholiske far i en lejlighed. Hvis faderen har kunnet holde sig fra flasken i en bestemt periode, har myndighederne lovet far og søn en rejse til Grækenland.
Passion for at dykke
Sønnen har arvet faderens passion for at dykke og har inden afrejsen øvet sig i at holde vejret, bl.a. i badekaret. Endelig kommer dagen, hvor de to kan flyve til syden.
Total selvnedværdigelse
Men der skal ikke gå mange øjeblikke i Grækenland, før faderen i et anfald af total selvnedværdigelse, stress, jammer og afmagt falder tilbage på flasken og drikker sig jammerligt fuld. Drengens drøm om en spændende dykkerferie er nu druknet i alkohol.
Komprimeret mange følelser
Filmen rummer komprimeret mange følelser og udtryk, og man sidder fuldstændigt musestille: Benovet, opslugt, bevæget til langt op i halsen, med gåsehud og tørre slimhinder.
Mellem afmagt & betingelsesløs kærlighed
Mads Mikkelsen leverer en flot virkelighedstro præstation, der befinder sig i ingenmandsland mellem afmagt og betingelsesløs kærlighed. Drengen spilles formiddabelt af unge Luke McQuillan. En knægt der får alle følelserne frem med unik ægthed.
Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2019
Fakta om filmen
2003, Danmark, Psykologisk drama, Coming of Age, Børn på film, 30 min.
Dansk titel: Dykkerdrengen- Luke McQuillan (Dykkerdrengen)
- Mads Mikkelsen (Hans far)
- Malene Schwartz (Hans farmor)
- Helle Fagralid (Kvinde i Grækenland)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- RB - Bedste kortfilm