Casablanca (1942)

    Midt under anden verdenskrigs rasen kæmper en gruppe mennesker for at holde sig oppe i og omkring Ricks amerikanske café.


    DEN STORE KÆRLIGHED

    I en tid hvor Hollywood spyttede film ud på samlebånd, nærmest en om ugen, dukkede "Casablanca" op som en lysende stjerne, der skulle vise sig at blive til en af filmhistoriens mest elskede film.

    Strandet i en ørkenby
    "Casablanca" fortæller historien om en gruppe mennesker, der er på flugt fra Anden Verdenskrigs rædsler og er strandet i den nordafrikanske ørkenby, Casablanca, hvor de venter på krigens afslutning.

    Den lille oase i ørkenbyen er Rick Blaines "Café americain", et populært sted, som amerikaneren, Rick, driver, mens han som alle andre er bundet af krigen.

    Den store kærlighed
    Midt mellem tyske soldater dukker pludselig Ricks store kærlighed op. Hende som han lærte at kende i Paris og som siden forsvandt. Nu står hun der igen, men nu er hun i mellemtiden blevet gift.

    Sørgmodigt & længselsfuldt
    I bund og grund en ganske simpel kærlighedshistorie. Men "Casablanca" er alt andet end simpel. Den blander det sørgmodige og længselsfulde med en fræk humor og en skarp dialog.

    Et fast instruktørgreb
    Den ungarskfødte instruktør, Michael Curtiz, har et fast greb om sin film, sine skuespillere og sin fotograf. Fotograferingen er legendarisk med sine talrige bevægelser og en lyssætning, der giver filmen sjæl.

    Ulykkelig romance
    Humphrey Bogarts portræt af den sørgmodige caféindehaver med den hårde facade er ubeskriveligt stærkt. Romancen ligger på vippen til det sentimentale, men er alligevel så ulykkelig, at den opnår stor styrke, ikke mindst takket være Ingrid Bergmans oprigtige spil.

    En særlig sjæl
    Den helt og aldeles studieindspillede film har en sjæl som ikke mange andre Hollywood-film. Også musikken spiller en afgørende rolle, ikke mindst med den sang, som pianisten, Sam, så ofte bliver opfordret til at spille igen og igen.

    Claude Rains er genial som politikaptajn, Louis Renault.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1942, USA, Krigsdrama, Romantik, 102 min.

    Dansk titel: Casablanca
    Instr: Michael Curtiz Prod: Hal B. Wallis Manus: Julius J. Epstein, Philip G. Epstein, Howard Koch, Casey Robinson (ikke krediteret) Baseret på: skuespillet "Everybody Comes to Rick´s" af Murray Burnett og Joan Alison Foto: Arthur Edeson Klip: Owen Marks Mus: Max Steiner
    Priser
    • AA - Bedste film
    • AA - Bedste instruktør
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste skuespiller (Bogart)
    • AAN - Bedste birolle skuespiller (Rains)
    • AAN - Bedste sort/hvide fotografering
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste musik