Meet the Feebles (1989)

    En gruppe tøjdyr og dukker folder sig ud i et mildest talt alt andet end børnevenligt cirkus, hvor hård porno og psykisk terror hersker.


    EN TIDLIG PETER JACKSON-PERLE

    Beslægtede film:
    Flåklypa Grand Priz (1975)
    Meet the Feebles (1989)
    Fantastic Mr. Fox (2009)

    Man kan godt forberede sig på en ganske usædvanlig filmoplevelse, når man sætter sig til rette foran Peter Jacksons anden film.

    Sær & grov
    "Meet the Feebles" er en sær og grov Muppetshow-inspireret parodi, der tildeler sine dukker og tøjdyr endog særdeles usympatiske egenskaber - nogle er virkelig slemme væsener, der har hentet noget inspiration fra den mørke side af menneskeheden.

    Handlingen foregår i og omkring et dukketeater, hvor en gruppe tøjdyr og dukker forbereder sig til en forestilling, der meget snart skal have premiere.

    Pornofilm i baglokalet
    Her møder vi bl.a. rotten, Trevor, der ikke ønsker nogen andre noget godt, med mindre han kan bruge dem i en af sine beskidte hårde pornofilm, som indspilles ude i baglokalet.

    Overvægtig flodhest
    Teaterstykkets hovedperson, den overvægtige flodhest Heidi, er kommet ud for hårdt pres op til premieren, da det viser sig, at hendes elskede søløvemand har pikant sex med katten, Samantha, og at der desuden ikke er nogen, der værdsætter hendes sang og spil.

    Godheden selv kommer til teatret i form af et nuttet lille pindsvin. Denne lille fætter står i skarp kontrast til de øvrige medvirkendes barske og kyniske eller stærkt selvmedlidende egenskaber.

    Flot dukkeført
    Filmen er ualmindelig flot dukkeført med mange sjove indfald. De sære eksistenser får virkelig liv i Peter Jacksons omhyggelige iscenesættelse, godt hjulpet på vej af veloplagte stemmer bag dukkerne - og hvilke replikker, de får lov at fyre af..

    Kun for voksne
    Afsnittet om "Vietnam-krigen" er ganske enkelt fabelagtigt morsomt. I sandhed en dukkefilm for voksne - og kun for voksne.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1989, New Zealand, Komedie, Musik, 95 min.

    Dansk titel: Meet the Feebles
    Instr: Peter Jackson Prod: Jim Booth, Peter Jackson Manus: Peter Jackson, Danny Mulheron, Stephen Sinclair, Frances Walsh Foto: Murray Milne Klip: Jamie Selkirk Mus: Peter Dasent