The Lawnmover Man (1992)

    En retarderet mand i en hyggelig landsbyflække får med hjælp fra moderne teknologi en stor begavelse - men uheldigvis også aggressive tendenser.


    AVANCERET GYS UDEN BID

    Den populære amerikanske forfatter, Stephen King, måtte igennem retssystemet for at få fjernet sit navn fra denne film. Instruktøren, Brett Leonard, har ellers syntes, han har baseret sin film på en novelle af King, men dels følger filmen slet ikke novellen, og dels er filmen så tynd, at man godt kan forstå forfatteren.

    Alt ånder idyl
    I en lille amerikansk landsbyflække ånder stort set alt idyl. Dr. Lawrence Angelo arbejder på et nærliggende virtual reality-laboratorium, hvor han udvikler avancerede programmer. I landsbyen bor også den retarderede, Jobe Smith, der slår folks græsplæner og ellers bliver udnyttet på det groveste af byens ubehagelige eksistenser.

    Fra dåre til geni
    Da dr. Angelo indleder en omfattende behandling af Jobes hjerne, begynder der at ske ting og sager med den retarderedes begavelse, og snart har han overgået alle.

    Hævntørsten flyder over
    Men med begavelsen følger også en hævntørst og en aggressivitet, der skal vise sig at være uhyggeligt dødbringende. Nu må og skal "Frankenstein" i den moderne udgave stoppes. Anmeldelsen her er af den forlængende director's cut-udgave, der er tyve minutter længere end biografversionen.

    Bedst i starten
    Filmen er klart bedst i den første halvdel, hvor både personer og miljø er vedkommende skildret. Historien knækker til gengæld nakken, da først Jobe går amok og benytter sig af "virtuel vold".

    Grinagtige effekter
    Selvom de visuelle effekter sine steder er acceptable, ligger de oftest på et niveau, der er nærved grinagtigt. Det havde man kunnet acceptere, hvis ikke kæden var faldet af, og hele filmen havde mistet den smule troværdighed, der blev bygget op i starten. Skuespillet er mildest talt på det jævne. Jeff Fahey er temmelig svær at kapere som blond sinke - og siden morderisk superbegavelse.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1992, USA, Storbritannien, Japan, Gyser, Science Fiction, 141 min.

    Dansk titel: Manden med plæneklipperen
    Instr: Brett Leonard Prod: Gimel Everett Manus: Brett Leonard, Gimel Everett Baseret på: historie af Stephen King (kreditering fjernet efter sagsanlæg) Foto: Russell Carpenter Klip: Alan Baumgarten, Lisa Bromwell (director´s cut) Mus: Dan Wyman