James White (2015)

    En ung mand passer sin terminalt kræftsyge mor. Hvor han i forvejen har svært ved at finde en indre ro, præger moderens sygdom han ekstra meget.


    EKSISTENTIELT MINEFELT

    Instruktør Josh Mond spillefilmsdebuterer her med en gennemført smertefuld og tankevækkende historie om sorg, afmagt og eksistentiel vaklen.

    Grufulde oplevelser
    James White er et sted i 20’erne og har netop mistet sin far. Nu bruger han det meste af sin tid på at passe sin terminalt kræftsyge mor, hvor den ene dag tager den anden i tiltagende grufulde oplevelser.

    Dæmonerne præger
    James er ikke nogen udtalt mentalt stærk ung mand, og udfordringen med moderens sygdom præger ham i udtalt grad. Dæmonerne fylder meget i hans hoved, og han har svært ved at finde nogen form for ro i den bundløse fortvivlelse i samværet med den dødsdømte mor.

    Eksistentiel minefelt
    I det hele tager vakler han rundt i et eksistentielt minefelt, hvor både humør og temperament er uforudsigeligt. Han har venner til at hjælpe sig, men spørgsmålet er, om de kan stille noget op, når tankerne for alvor kører af sted med James.

    Formmæssigt eksperimenterende
    Filmen slår tonen an med sit formmæssigt eksperimenterende anslag. Her følger kameraet James i ultranær, som om han selv holdt det ud i strakt arm. Der er således ikke noget at skjule, eller rettere, filmen vil ikke skjule eller formilde nogen omstændigheder. Et faktum vi bliver vidner til, da kameraet træder ud i mere normale perspektiveringer og omfavner livets allerstørste temaer.

    Fænomenal indlevelse
    Christopher Abbott er fuld af fænomenal indlevelse i filmens titelrolle. Det eksistentielle drama bliver så nærværende, at tilskueren selv føler sig inddraget i den alt andet end opmuntrende verden, som James befinder sig i.

    Terminal virkelighed
    Cynthia Nixons præstation som James´ kræftsyge mor hører også til udenfor kategori. Smertefuldt og udtalt ægte, så tæt på den terminale virkelighed, som det næsten er muligt.

    Med dyb respekt
    Filmen indrammer sit dybt alvorlige tema med dyb respekt. Således er der stort set ingen musik til at tage den stemningsmæssige styring, iscenesættelsen ledsager begivenhederne helt uden at diktere, i hvilken retning vi skal kaste vores følelser.


    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2015, USA, Psykologisk drama, 85 min.

    Dansk titel: James White
    Instr: Josh Mond Prod: Max Born, Antonio Campos, Sean Durkin, Melody C. Roscher Manus: Josh Mond Foto: Mátyás Erdély Klip: Matthew Hannam
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • SUNDANCE - Audience Award