Når dyrene drømmer (2014)

Jonas Alexander Arnby spillefilmsdebuterer her med noget så sjældent som en dansk varulvefilm. Men "Når dyrene drømmer" er ikke en gyser i klassisk forstand, mere en romantisk funderet og lyrisk fabulerende saga med afstikkere til det fantastiske univers.

Udkantsdanske identitetsproblemer
Ikke uden ligheder med det moderne svenske vampyreventyr Låt den rätte komma in (2008), sættes det hårrejsende gys ind i en coming of age-kontekst, her kredsende om en 16-årig pige og hendes udkantsdanske identitetsproblemer.

Diagnosen er hemmelig
Identitetsproblemerne vokser bogstavelig talt den kønne pige over hovedet, da hun erfarer, at hendes krop er ved at ændre sig, og hun stille og roligt tager form som et dyr. Hendes kærlige far har i årevis holdt den kørestolsbundne og stumme mors diagnose skjult.

Uanede kræfter
Flere dødsfald finder sted på den lille ø under mystiske omstændigheder, og Marie mærker, at dyret inde i hende er ved at tage over. Med de uanede kræfter får hun mulighed for at tage hævn over lokalsamfundets mange hånligt ydmygende mennesker.

Anslaget er et mesterstykke
Filmens anslag er i sig selv et mesterstykke i stemningernes spil, hårrejsende smukt fotograferet af filmskoleuddannede Niels Thastum: Den nordjyske vildskab og idyl smelter hér sammen i en udtalt lyrisk sans for kunstnerisk helhed.

Hårrejsende virkninger
Handlingen rummer også hårrejsende virkninger undervejs – ganske bogstavelig talt: Vægtigst og bedst balanceret i de små antydninger (som da Marie første gang opdager behåret udslæt ved sit bryst), mere overstyret og vulgært, når (u)dyret for alvor går amok som udkantshævneren uden nåde.

Naturens uforudsigelighed
Vi er som tilskuere bedst med og mest på bølgelængde i filmens første tre kvarters tid, mens dyrene endnu drømmer, og filmen ligeså. Her indfanger også det visuelle udtryk og de mange dramatisk virkningsfulde lys- og skyggeeffekter, særligt når de er styret af naturens egen uforudsigelighed.

Mystikken breder sig
Der er charme og nærvær i det ligefremme portræt af Marie på filetfabrik, hendes harmløse flirts med nye kolleger, og hendes forhold til forældrene derhjemme. Mystikken breder sig allerede med spørgsmålet om, hvorfor moren er stum og i kørestol.

Ubalance i karakterskiftet
Overgangen fra jysk ungdomsdrama til sjældent dansk filmeksperiment med gys og gru er ikke helt abrupt og uskøn, men det er heller ikke et synkronspring til topkarakter. Med filmens massive samtidsomtale i baghovedet er det ikke uventet, men det hjælper ikke meget på karakterskiftets ubalance.

Eksplicit varulvevold
Mørket er intakt, Maries ensomhed uændret, men den eksplicitte varulvevold falder desværre udenfor filmens grundstemning og æstetik og ender i det rendyrket stileksperimenterende uden wauw-effekt.

Ud af fatning
Ganske vist er gysene i sig selv klamme, (scenen hvor Marie tygger glasskår foran sin far er filmens mest ubarmhjertige), men de kommer i konteksten til at fremstå som "kortfilm i langfilmen" og trækker mere filmoplevelsen ud af fatningen end op i de højere luftlag.

Fint spillet film
Sonia Suhl debuterer med stor overbevisning som Marie, og etablerede skuespillere som Mads Mikkelsen, Sonja Richter og Jakob Oftebro bakker hende op i en grundlæggende fint spillet film.

Stærkest uden musik
Der er allermest autenticitet og elegance over stil og stemning, når filmmusikken udelades helt. Heldigvis er der scener med denne knaphed, og så mærkes for alvor suset af pigens ensomhed og frustration. Når først Mikkel Hess’ musik sætter ind, er stemningen i andres følelsers vold, og det forekommer unødvendigt dikterende i Arnbys på mange måder spektakulære filmstil. Popsangen til slutteksterne er en decideret stemnings-killer.