Prime Suspect 5: Errors of Judgment (1996)

    Kriminalkommissær Tennison leder en efterforskning i Manchester, hvor et par bestialske mord peger på en ganske bestemt fyr.


    200 HØJSPÆNDTE MINUTTER

    Sammenhængende i denne serie:
    Prime Suspect (1991)
    Prime Suspect 2 (1992)
    Prime Suspect 3 (1993)
    Prime Suspect 4: The Lost Child (1995)
    Prime Suspect 4: Inner Circles (1995)
    Prime Suspect 4: Scent of Darkness (1995)
    Prime Suspect 5: Errors of Judgment (1996)
    Prime Suspect 6: The Last Witness (2003)
    Prime Suspect 7: The Final Act (2006)

    Spændings- og intensitetsniveauet forbliver højt gennem "Prime Suspect"-serien. Også det femte kapitel er kvalitetskrimi, og der bør sidde mange krimiskabere rundt omkring på kloden og sende misundelige blikke til denne serie.

    Essensen for tynd

    Godt nok når femte kapitel ikke op på højde med en række af sine forgængere: Hertil er essensen i manuskriptet for tynd, og superskurken bliver aldrig helt troværdig. Netop denne historie havde måske vundet ved kun at udfylde 100 minutter..
     

    Bestialske Manchester-mord

    Kriminalkommissær Jane Tennison (Helen Mirren) har forladt London og leder nu en efterforskning i Manchester. Her er byens helt store forbryderkonge "The Street" i søgelyset i forbindelse med et par bestialske mord.
     

    Åleglat skurk

    Men det kniber for Tennison at få skovlen under den åleglatte Street, og hermed er der stor risiko for, at flere mord er i vente. Og der er tale om rædselsvækkende henrettelser, der finder sted på bunden af bassinet i en forladt svømmehal.

    Forandring og overraskelse
    På trods af visse minusser ved manuskriptet, er femte kapitel, som vi kender det fra tidligere i serien, kendetegnet af forandring og overraskelser fra første scene. Tennisons nye kulisse i Manchester giver helt nye indfaldsvinkler - ikke mindst er her nye kolleger - nye fristelser, nye problemstillinger, nye intriger, ny dialekt.
     

    Intet er givet på forhånd

    Der er ikke noget, der er givet på forhånd i disse historier, og det er stærkt at holde niveauet så konsekvent højt gennem de fleste historier. Der er ingen risiko for at køre træt i Tennison og hendes univers, for kommissæren og hendes hverdag er fortalt i et almindeligt menneskeligt toneleje, der ikke forsøger at glorificere eller dramatisere politiets opgaver og puste det hele op til mega-action.

    Frustrerende politiarbejde
    En af "Prime Suspect"-seriens vigtigste forcer er netop, at den skildrer opklaringsarbejdet på lige linje med andre erhverv: Det kan også være frustrerende, rædselsfuldt, kedeligt, opslidende, osv. at være midt i en mordgåde, på samme måde som skolelæreren af og til tager sig til hovedet over sine useriøse elever.
     

    Nye facetter

    Helen Mirren udbygger sin stærke præstation og føjer et par nye facetter til Tennison-karakteren, ikke mindst da kærligheden for en stund maser sig ind.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1996, Storbritannien, USA, Krimi, Mystik, Thriller, 200 min.

    Dansk titel: Mistænkt 5: Svækket dømmekraft (tv)
    Instr: Philip Davis Prod: Lynn Horsford Manus: Guy Andrews Foto: Barry McCann Klip: Anhony Ham Mus: Stephen Warbeck