Year of the Dragon (1985)

    En uortodoks politibetjent sættes på opgaven at få sat skik på Chinatown i New York. Her har den kinesiske mafia længe sat dagsordenen med flere blodige mord til følge.


    IKKE HELT HÅNDTAM

    Stort anlagt kriminaldrama, der vil langt mere, end konstruktionen kan bære: "Year of the Dragon" var Michael Ciminos fjerde projekt som instruktør, og den første film i en desværre temmelig ensidig nedgang i kvalitet.

    Ikke helt håndtam
    Baseret på Robert Daleys roman fortæller filmen, der fik den danske titel "Chinatown bløder", historien om den ikke helt håndtamme politibetjent, Stanley White (Mickey Rourke). White har rent mel i posen, men hans arbejdsmetoder og livsstil er ikke helt efter hverken bog eller stereotyper.

    Chinatown bløder
    Og da netop Chiantown i New York bløder i form af tiltagende kriminalitet og en række blodige mord, sættes White på opgaven med at få bydelen på rette kurs igen. Det er kineserne ikke meget for, og bagmændene forsøger igen og igen at købe sig til Whites tillid og mundkurv. Men White giver ikke op, og det skal vise sig at komme til at koste ham dyrt.

    Med store penselstrøg
    Cimino instruerer med store penselstrøg og somme tider sågar med fed malerrulle. Det meget dramatiske plot bliver endnu mere melodramatiseret gennem en lang række endeløse kinesermafia-scener, ofte uden den store forløsning eller action.

    I den fredelige ende
    Faktisk udspiller broderparten af filmen sig i den mere fredelige ende, hvor der forhandles eller bestikkes. Samtidig er vi med hjemme i privaten med White, hvor tilværelsen ikke er mindre rodet end med tjenestepistolen i indervesten: forholdet til konen er ved at gå i opløsning (har vi set det før?)

    Decideret kedelig
    Ind imellem skrues der op for adrenalinen i vellykket koreograferede actionscener, men der er meget langt imellem. Det er et problem, når de mange snakkescener ikke har den nødvendige gennemslagskraft - filmen går hen og bliver decideret kedelig og føles også med sine 134 minutter en halv time for lang.

    Den helt store stjerne
    Mickey Rourke er den helt store stjerne i filmen og tæt på toppen af sin karriere. Sideløbende med den megen glamour og opmærksomhed, han opnåede som skuespiller (bl.a. på grund af sin sprøde og lidt hypnotiserende drengede maskulinitet), var han ofte i ilden som amatørbokser.

    På tværs af systemet
    Rourkes præstation i "Year of the Dragon" er kantet og vellykket i formidlingen af at være på tværs af systemet og loven - og i det hele taget svær at leve sammen med.

    Stiv som et bræt
    Det var dog John Lone, der blev Golden Globe-nomineret for sin birolle som Joey Tal - sammen med David Mansfields originalmusik. Filmen står som meget tidstypisk og forekommer ind imellem stiv som et bræt, når firserdramatikken udrulles. I den mest hjerteskærende scene kommer slow motion i spil - så er vi sikre på, at tårerne på kinden får den optimale eksponering.

    Der er fuld blus på sexismen i flere scener, kulminerende i dette replikskifte, hvor White er ved at sætte en gruppe betjente ind i sagens alvor:

    Stanley White: One last thing. The next cop that I hear about who's taking money in this precinct, I'm gonna personally bust him out. Are there any questions?

    Woman officer: What if it's a woman?

    Stanley White: She better bend over!



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1985, USA, Krimi, Action, 134 min.

    Dansk titel: Chinatown bløder
    Instr: Michael Cimino Prod: Dino De Laurentiis Manus: Oliver Stone, Michael Cimino Baseret på: roman af Robert Daley Foto: Alex Thomson Klip: Françoise Bonnot Mus: David Mansfield
    Priser
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Lone)
    • GG-N - Bedste musik