Bang Bang Orangutang (2005)

    Efter ved et uheld at have kørt sin søn ihjel forsøger en mand på egne ben at skaffe sig en tilværelse igen. Naiv og godtroende.


    YDMYGELSER, DRAMA, VANVID

    Den danske instruktør Simon Staho er et af lille Danmarks få rigtig talentfulde instruktørklenodier, så man skal ikke ærgre sig over, at han skyder sine film i Sverige med svenske skuespillere - snarere glæde sig over, at han formår at overraske, fortælle historier på en ny måde, tilføre filmen helt ny og hårdt tiltrængt ilt.

    Helt sin egen
    Staho vil nemlig noget nyt, og han skaber noget nyt: "Bang Bang Orangutang" er ikke en tro kopi af 1000 tidligere film. Den er helt sin egen. Staho har udtalt, at han stræber efter at skabe film, hvor dramaet blandes med stilen fra musikvideoer, og dette kan man godt fornemme undervejs.
     

    Lalleglad folkekomedie?

    Både titel og plakat signalerer lalleglad folkekomedie, men skindet bedrager. Filmen er alt andet end lalleglad, og de der har sat sig til rette for at få et billigt grin vil blive skuffede og fornærmede.
     

    En desperat far

    Forretningsmanden Åke (Mikael Persbrandt) er uopmærksom og kører sin søn over. Sønnen dør, konen vil ikke kendes ved ham længere, Åke forsøger desperat at holde kontakten til sin datter, Åke finder en pige, som han er overbevist om skal være hans nye kone og mor til deres fælles barn. Men Åke er både naiv og godtroende - og slaget bliver hårdt.

    Utilnærmelig fortællestil
    Stahos fortællestil er utilnærmelig og vil afskrække langt de fleste relativ tidligt i filmen. Mange vil finde den usammenhængende og støjende og så give op. Men stilen i begyndelsen er bare et lettere surrealistisk oplæg til en historie om en mands sikre vej mod afgrunden.
     

    Elegante billeder

    Ikke at stilen bliver mere tilnærmelig. "Bang Bang Orangutang" bevæger sig aldrig ud i elegante billeder og forudsigelige kameraføringer. Filmen forbliver et kunstnerisk indadvendt og personligt sammenbidt portræt, der ikke lukker lys ind.

    Sært og fascinerende
    Stahos iscenesættelse er sær og fascinerende, men ligeså dragende den er i sine unikke virkemidler, ligeså svær kan den være at sluge netop i kraft af de mange ekstreme yderpunkter i både fotografering og persongalleri. Man ser dog en mening med den outrerede stil, og rigtig mange scener højnes dramatisk af Stahos originale visuelle visioner, ligesom det følte spil af især Mikael Persbrandt og Tuva Novotny er vigtige elementer.

    Original brug af farver
    Den omhyggelige og temmelig originale brug af farver, lyskegler og absurde kontraster er filmens helt særegne kendetegn. Samtidig er Staho konsekvent i sin sitrende, angstprovokerende fortællestil: vi kommer aldrig indenfor andet end i Åkes biler.
     

    Ydmygelser & vanvid

    Dramaet, ydmygelserne, vanviddet - det hele foregår ude i grimme, kønsløse omgivelser, og dette overflade bliver rent faktisk til en dybde, fordi Staho netop undgår alle mulige klichéfælder og i stedet koncentrerer sig om sit råstof, nemlig skuespillerne og de stærke visuelle virkemidler.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2005, Sverige, Danmark, Psykologisk drama, Børn på film, 106 min.

    Dansk titel: Bang Bang Orangutang
    Instr: Simon Staho Prod: Jonas Frederiksen Manus: Peter Asmussen, Simon Staho Foto: Kim Høgh, Eric Kress Klip: Janus Billeskov Jansen
    Priser
    • BD-N - Bedste skuespiller (Persbrandt)
    • BD-N - Bedste birolleskuespillerinde (Novotny)
    • GULDB-N - Bedste skuespiller (Persbrandt)
    • GULDB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Novotny)
    • RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Novotny)