Vers le sud (2005)

    Midaldrende kvinder har det som fisk i landet i Haiti. Her kan de udleve seksuelle fantasier med unge sorte mænd.


    KVINDER PÅ DRENGEROV

    Begivenhederne peger i mere end én forstand mod syd i Laurent Cantets "Vers le sud" (Mod syd). Kvinderne i denne primært fransksprogede film rejser langt mod syd, til Haiti, for at få lidt oplevelser "mod syd" - i biologisk forstand.
     

    Konsekvent stillestående

    I en konsekvent stillestående fortællestil, der byder på klassisk æstetisk fotografering og klipning efter den helt gamle skole, følger vi en lille gruppe kvinder, der alle opholder sig i sydens varme, tæt ved stranden og i fredelige, idylliske omgivelser.

    Indebrændte seksuelle fantasier
    Kvinderne er midaldrende og forsøger i Haitis varme at udleve indebrændte seksuelle fantasier og frustrationer gennem at dyrke sex med lokale skjorteløse drenge, der netop er blevet mænd.
     

    Privatpraktiserende loverboy

    I filmens begyndelse ankommer Brenda (Karen Young) efter en pause på tre år til stamstranden, og her genser hun teenageren Legba (Ménothy Cesar), der stadig er privatpraktiserende loverboy - men nu blandt flere rivaliserende kvinder, heriblandt strandens ukronede dronning Ellen (Charlotte Rampling), der ikke har tænkt sig at lade konkurrenter betræde det territorium, hun nøjsommeligt har pisset af.
     

    Den vilde kærlighedsjagt

    Herfra går den vilde jagt efter et strejf af kærlighedens varme ånde, men kvinderne ser ikke andet end eget begær, selvom et større drama er ved at udspille sig i kulissen.
     

    Brændende begær

    "Mod syd" er ikke en film, hvor det brændende begær når helt ud mellem biografsæderne og efterlader alle tilskuere med klæbrige håndflader og svedige armhuler.

    Fortiet og tabuiseret seksualitet
    Intentionen med historien er at skabe et realistisk billede af en fortiet og tabuiseret seksualitet hos kvinder omkring de 50. Modne piger kan også have lyst – hvis ikke vi vidste det i forvejen, så bliver det i hvert fald kraftigt antydet i løbet af filmen.
     

    Antydningens kunst mestres ikke

    En af svaghederne i Laurent Cantets tolkning af de fire historier af Dany Lafferière er, at netop antydningens kunst ikke mestres, og i stedet opleves begæret og den seksuelle selviscenesættelse som en konstrueret virkelighed, der aldrig bliver rigtig vedkommende.
     

    Påtaget seksuelt tema

    Det seksuelle tema bliver ganske påtaget, villet og en kende patetisk, blandt andet fordi man ikke rigtig kommer ind på livet af nogle af personerne i historien. Kvinderne præsenteres for tilskueren i filmiske "kapitler": sort skærm med hvidt navn efterfulgt af en af kvinderne, der taler direkte til os gennem kameralinsen.
     

    Ringe situationsfornemmelse

    Det er ikke den bedste måde at formidle seksuelle frustrationer på, og et ret fælt eksempel på en ringe udviklet situationsfornemmelse er, da Brendas karakter småtudende intimideret af kameraets nærgående zoom fortæller os, at hun fik sin første orgasme som 45-årig.

    Små opgør i hønsegården
    Der er langt mere fokus på de små opgør i hønsegården, hvor rivaliserende kvindesarkasme fosser ud til højre og venstre, så fjerene står til alle sider, og den stakkels udnyttede sexslave Legba kan bare se på, mens hans harem er oppe at toppes. Kvinderne ser slet ikke, at Legba har rodet sig ud i noget snavs inde i byen, og det får fatale følger.
     

    Malplacerede storbyindslag

    Legbas dramatiske rod i storbyens støjende gader kommer fuldkommen malplaceret ind i filmen, kejtet og ude af kontekst som en pludselig action midt i det ellers konsekvent nedtonede.
     

    Roller savner dybde

    De kvindelige skuespillere gør det for så vidt pænt, men ingen af dem har roller, der rummer den nødvendige dybde og kant, der gør, at vi kan føle bare den mindste smule sympati for dem. De små daglige opgør udgør filmens lettere valium-påvirkede substans, som en slags indirekte effekt af Brendas valium-misbrug (hun er jo åbenbart en sart kvinde, kan vi så næsten regne ud).
     

    Balanceret lyddesign

    Instruktøren skal have ros for sin smukke og ganske velovervejede brug af naturens lyde gennem hele filmen. Og her tænkes ikke på de lyde, som kvinderne kunne have udstødt, hvis seksuel aktivitet havde været blot en anelse antydet i filmen, men på bølgernes konstante brusen og den beroligende susen i palmerne.

    Det er en dragende lydkulisse, der står godt til de lange klip og filmens fuldkommen afslappede og søvndyssende tempo.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2005, Frankrig, Canada, Drama, Romantik, Teenagere, 108 min.

    Dansk titel: Mod syd
    Instr: Laurent Cantet Prod: Simon Arnal, Caroline Benjo, John Hamilton, Davis Reckziegel, Carole Scotta Manus: Robin Campillo, Laurent Cantet Baseret på: historier af Dany Laferrière Foto: Pierre Milon Klip: Robin Campillo
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation