Otte Akkorder (1944)

    En grammofonplade med Chopins vals i cis-mol skifter hænder og bliver bindeled mellem en række københavnske skæbner.


    JOHAN JACOBSENS SERIØSE GENNEMBRUD

    Instruktøren Johan Jacobsen debuterede på den seriøse filmscene efter en række komedier med dette fintfølte og rørende drama, der tager udgangspunkt i Chopins vals i cis-mol.
     

    Raffineret pladebytte

    På raffineret vis skifter grammofonpladen med værket hænder, så det binder en række københavnerskæbner sammen. På kryds og tværs af byens akser bliver Chopin genstand for glæde, postyr, kærlighed eller svig og smerte.

    Intelligent iscenesættelse

    Der ligger i Johans Jacobsens sælsomt afdæmpede og stilistisk dybt raffinerede iscenesættelse en række kvaliteter, der var unikke og banebrydende for datidens danske film og som den dag i dag står som en af dansk films mest intelligente.
     

    En egen stille fortryllelse

    Der er ingen ekstreme dramatiserende virkemidler. Jacobsen holder sig til kameraets og skuespillets egen stille fortryllelse, der i de rette hænder er filmens stærkeste virkemidler.

    Spring mellem skæbner
    I kraft af manuskriptets spring mellem de forskellige skæbner, der skal møde Chopins vals, er det svært for filmen helt at opretholde en konstans i stemning og skuespil. Ikke at det generer, at Jacobsen blander glæde med smerte og kærlighed med sorg, det tilfører kun filmen en svævende uforudsigelighed.
     

    Lidt for teatralsk

    Lidt for teatralsk bliver Arvid Müllers manuskript dog ind imellem, og det er ikke alle skæbner, der er lige godt skildret. For eksempel bliver Ib Schønbergs korte optræden som direktør med forkærlighed for mindre piger skæmmet af nogle alt for bombastiske replikker, der falder uden for filmens omtalte lette stil.
     

    Indsmigrende spekulant

    Ærgerligt forekommer også Ebbe Rodes elles veloplagte spil som indsmigrende spekulant over for børnehavepædagogen, i det Rode fristes til eller pålægges at spille lige en tand for meget, så scenen ikke bibeholder den tilsigtede intimitet men bliver lettere klovnet.
     

    Blandt de bedste akkorder

    I filmens begyndelse glædes og røres man over at se Peter Malberg i karrierens måske mest sympatiske og afdæmpede rolle som spillelæreren, der bliver brændt af af sin verdens-pianist-ven. Ligeledes hører samspillet mellem Bodil Kjer og styrmanden Gunnar Lauring til blandt filmens bedste "akkorder".

    Her bevæger Jacobsen sig langt dybere ned i personkarakteristikken, og stemningen er fortryllende.

    En musikalsk film
    "Otte akkorder" er måske Johan Jacobsens mest musikalske film - og denne musikalitet træder først og fremmest i karakter gennem den yderst sparsomme brug af Kai Møllers tidstypisk svulstige filmmusik. I stedet koncentrerer Jacobsen sig om det musikalske i selve skiftene mellem skæbnerne i filmen, altså den rent rytmiske fortælletekniske musikalitet, naturligt suppleret af Chopins iørefaldende vals.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018