The Cars That Ate Paris (1974)

    En øde beliggende australsk landsby med navnet Paris har en kedelig statistik hvad angår trafikdræbte. Det erfarer nytilkommeren Arthur Waldo.


    KRYBENDE MYSTIK

    Peter Weirs meget tidlige australske film rummer en helt særlig energi og mystik, som man bør unde sig selv at stifte bekendtskab med.

    I denne surrealistiske og fantasifuldt mystiske film skaber den australske instruktør en mærkværdigt opslugende intensitet, hvor både personer og omgivelser er en slags visuel voldtægt på gældende narrative konventioner.

    Trafikuheld-knudepunkt
    Filmen udspiller sig i den øde beliggende australske landsby Paris. Arthur Waldo (Terry Camilleri) er sammen med sin bror på vej i bil til byen ad yderst dårlige veje, da de pludselig bliver blændet og ender i grøften; Arthurs bror omkommer.
     

    Tragisk hændelse beklages

    Chokerede Arthur bliver efterfølgende modtaget af byens borgmester (John Meillon), der dybt beklager den tragiske hændelse og som et lille plaster giver Arthurs bror, hvad der kunne minde om en landlig statsmandsbegravelse.
     

    Buret inde

    Arthur fornemmer hurtigt den særligt krybende, psykisk nedbrydende stemning, der ligger over hele landsbyen og dens indbyggere. Men han erfarer også hurtigt og bittert, at det ikke er muligt at forlade byen igen. Han er buret inde, tvunget til at skabe sig en tilværelse blandt alle de særlinge, der allerede har accepteret, at Paris er blevet trafikofrenes afsondrede laboratorium. Fra filmens sære begyndelse fornemmer man hurtigt, at "The Cars That Ate Paris" er en film, der ønsker at fortælle en historie på helt andre præmisser, end man normalt bliver fodret med.

    Iboende intensitet
    Peter Weir fortæller i visuelle stemninger og gennem sine stærke skuespillere en historie, der er langt mere baseret på en iboende intensitet end på ydre faktorer.
     

    Markant intensitet

    Intensiteten er markant trods det absurde og surrealistiske i historien, og det skyldes, at instruktøren har et stort kunstnerisk overskud til at skabe visuel en kompleksitet, der udforsker historiens temaer på et nærmest intimt plan. Mystikken får aldrig en egentlig udløsning, og ingenting kan forklares med almindelig sund fornuft. Netop forbliver filmen en kilde til nysgerrighed og en komplet anderledes indgang til stor kunstnerisk fortællebegavelse.

    Filmens titel refererer til alle de gamle bilvrag, der efter trafikuheld er havnet i landsbyen. En gruppe rebelske unge har ombygget vragene til kørende dødsmaskiner, klar til at tage det endelige opgør med Paris' totalitære styre, ledet af borgmesteren himself.

    Eventyrligt opslugende
    Weir lykkes overbevisende med at skabe en eventyrligt opslugende mystik omkring landsbyen Paris, og hele universet i denne skæve film lagres på nethinden. Stærkt skuespil leverer især John Meillon som borgmesteren samt landsbyens læge, Dr. Midland (Kevin Miles). Bemærk den slet skjulte hilsen til Ennio Morricones westernhits, når musikken bliver komplet med mundharpe.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1974, Australien, Mystik, Gyser, Komedie, 91 min.

    Dansk titel: The Cars That Ate Paris
    Instr: Peter Weir Prod: Hal McElroy, Jim McElroy Manus: Peter Weir Foto: John R. McLean Klip: Wayne LeClos Mus: Bruce Smeaton