Den store gavtyv (1956)

    En netop løsladt lomme- og klatretyv præsenteres for en kriminalforfatters manuskript og inspireres til at udføre teorien i praksis.


    FORFINET FOLKELIGHED

    Op gennem dansk films lystspilsguldalder var der få instruktører, der som Johan Jacobsen formåede at skabe raffinerede produktioner med mod og kunstnerisk vilje til at forfine og rotere gældende genre- og skuespilskonventioner.

    Selvom "Den store gavtyv" ikke er det mest overbevisende eksempel på det omtalte mod, udstråler denne Dirch Passer-komedie stadig en pæn portion kunstnerisk overskud og er i sin tilgang til den klassiske lystspilshistorie langt mere raffineret end gennemsnittet.

    Stærkt og atmosfærisk
    Johan Jacobsens sort/hvide billedkomposition i sarte og stramt detaljefremhævende lyssætninger skaber en både stærk og atmosfærisk kulisse for en historie, der i en hvilken som helst anden iscenesættelse formodentlig ville have forekommet fatalt idiotisk.

    Dirch Passer er i Johan Jacobsens instruktion uimodståeligt afbalanceret og får råderum til at skabe sig tosset på en naturlig og ukrukket måde. Når Dirch Passer en sjælden gang imellem mødte denne forståelse for sit talent, resulterede det i ubetalelige præstationer.

    Passer spiller lomme- og klatretyven Mathisen, der netop er løsladt fra fængslet og sidder og hyggesnakker med sin sagfører fra dengang, Erik Jessen (Preben Mahrt). Da sagføreren bliver præsenteret for kriminalforfatteren Rodians (Ole Monty) nyeste manuskript, anbefaler han, at lommetyven tager et kig på plottet for at vurdere, om det er muligt at realisere i den virkelige verden.

    Det mener tyven bestemt, og sammen med sine kriminelle venner sætter han sig for at udføre forfatterens kapitler i praksis - bag forfatterens ryg - mens han sidder og skriver på deres lille hotel i Nyhavn.

    Fis og ballade
    Arvid Müllers manuskript er lidt vel rigeligt spækket med falde-på-halen-replikker, men netop den konsekvente idioti er måske det eneste rigtige. Således bliver det næsten rigtig morsomt, at Dirch Passer i næsten hver sætning laver fis og ballade, fx banker han på en dør, hvor der står "privat" og kommenterer - "det er privatbanken", og som telefondame giver han en kommentar til, at "han er løs på tråden". Eksemplerne er mange.

    Underholdningsværdien er høj gennem hele herligheden, ikke mindst takket være en betagende detaljerigdom, der sender ringe helt ud i de mindste biroller og efterlader tilskueren med et fornøjet skævt smil.

    Blandt de bedste biroller er Preben Mahrts sagfører Erik Jessen, Gunnar Bigums småkorrupte bartender og den stærkt berusede guldsmed, spillet af en ualmindelig veloplagt Alfred Wilken.



    Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018