Gertrud (1964)

Carl Th. Dreyers sidste film, stort set lige elsket og hadet ude i den store verden, kræver et blik for detaljen, en sart sensibilitet, en nysgerrighed på livet, en fortolkende perception, for at den kan modtages på retfærdige præmisser.

Ikke nogen enkel film
"Gertrud" er ikke nogen enkelt film. Den er serveret med mange distancerende virkemidler, tunge og langsomme scener og dialoger, tids-atypisk tempo og skuespil. På alle måder en uortodoks og ukonventionel film, som mange finder krukket og teatralsk. Statuarisk var et af Dreyers egne ord om filmen.
 

Ny kærlighed

Gertrud er gift med en advokat, der netop er blevet tilbudt et job som minister. Nogenlunde på samme tid meddeler Gertrud sin mand, at hun vil gå fra ham. Hun har mødt en betydeligt yngre mand, en komponist, som hun elsker højt, og nu vil dele sit liv med.
 

Store skuffelser

Imidlertid bliver Gertrud endnu engang skuffet, da det viser sig at komponisten slet ikke har de samme alvorlige intentioner om forhold, som Gertrud havde troet. Gertrud møder sin gamle kærlighed, som hun også gik fra i sin tid, fordi han ikke kunne eller ville vie hele sin tid til kærligheden - det samme problem ved mænd, som Gertrud hele tiden støder ind i. Hun vælger til sidst at rejse til Paris og opsøge en gammel ven for at studere, og det er samtidig et endegyldigt farvel til kærligheden, som har gjort hende så meget ondt.

Fortællemæssigt valg
Dreyers budskab med sin sidste film er egentlig så bevægende og rummer så megen bund og dybde, at det forekommer som et genialt fortællermæssigt valg at tage al fart og farve ud af filmen.
 

En art himmelfart

Ser man "Gertrud" som det punktum for en enestående filmkarriere, som den er, får man den nærved overjordiske oplevelse, at filmen - i bedste Dreyer-stil - er en slags himmelfart for instruktøren, en smuk anerkendelse af livet, selvom det for Dreyer selv har været både svært og smertefuldt.

Dramaturgien filtreres
Filmens langsommelighed, de lange scener, den langsomme dialog, den enestående omhyggelighed med kameraindstillingerne, fokus og lyssætning er en begavet måde at filtrere dramaturgien på for at finde helt ind til den overvældende psykiske kaos, som historien kredser om.
 

En unik film

Lars von Trier, der ved flere lejligheder har fortalt, at han til sine egne film har hentet megen inspiration fra Dreyer, fremhæver "Gertrud" som en bedrift, alene i kraft af, at man aldrig hverken før eller siden har set en film som den.

Dybt personligt kunstværk
Og det er korrekt, at "Gertrud" er helt unik og ikke en film, man kan sammenligne med nogen anden: den placerer sig stilistisk på alle måder som et dybt personligt filmkunstværk, hvortil er foretaget nogle helt kompromisløse valg, som er fulgt til punkt og prikke.

Hypnotiserende oplevelse
Det er en nærved hypnotiserende oplevelse at se filmen, og det er ikke nogen negativ eller trættende hypnose. Man drages ikke alene af de ekstreme stilistiske valg og fravalg, men også af historien, der på mange måder er så livsbekræftende og rammer så dybt ind i hjertet af begæret og kærligheden, at man på en gang rammes af glæde og fortvivlelse.
 

Smukt punktum

Det er Dreyers smukke punktum for en tematik, han har kredset om i mange af sine film: kærligheden, som er nærved uopnåelig, eller som har en pris. Prisen er i "Gertrud" selvvalgt ensomhed, fordi Gertrud ikke kan få det, hun ønsker af nogle af sine mænd.

Dreyer’sk identitet
De helt igennem sublime billedkompositioner forstærker de fortættede situationer og former skuespillerne i en udsøgt dreyer’sk identitet. Lyset og skyggerne og de næsten umærkelige kamerature, alle er de levendegørelser af Dreyers magiske visioner.

Gennemtænkt brug af musik
Jørgen Jersilds originale, seriøse musik bruges primært som en del af filmens univers eller diegese, først og fremmest når Gertrud og hendes elsker fremfører sange. På denne måde formår Dreyer meget gennemtænkt både at tilføre sin stramt stilistiske film en ekstra dimension, men er samtidig meget opmærksom på, hvordan dens placeringer og virkninger kan tolkes på filmen.