Australia (2008)

    En engelsk aristokrat drager i slutningen af anden verdenskrig til Australien, forelsker sig og får et helt nyt syn på både Australien og verden.


    NYERE TIDS DÅRLIGSTE FILM

    Se hellere:
    Australia: Land beyond time (2002)

    Dette er muligvis den mest pinligt dårlige film, der har set dagens lys i nyere tid. Uanset hvor man slår ned, er filmen fuldstændig indsmurt i et tykt, tykt lag slibrig fladpandekomik, katastrofalt overdrevne handlingsmæssige forklaringer og - ikke mindst - næsten uophørligt rædsom filmmusik, der en én lang båndsløjfe af voldtægt på tidligere tiders musik, uanset genre eller tid.

    En katastrofe
    At overflodsinstruktøren Baz Luhrmann har bevæget sig ud over musical-genren er en katastrofe. Han hænger helt tydeligt stadig ved sine narrative darlings: det ekstremt visuelle og auditive, de hektiske farver, den forpustede klipning og kameraets konstante ekstrem-bevægelse: helikopter-ture, trackings, panoreringer, close-ups, obskure perspektiveringer. Kort og godt en evig stræben efter det spektakulære i alle filmmediets mulige udtryksformer.

    Kvalmende ringe
    Denne tilgang fungerer langt bedre i musicalgenren, hvor der i alle henseender er lagt op til det prætentiøse, til form og farver. Men i en to en halv time lang spillefilm som "Australia" er vi ikke tjent med Luhrmanns stilistiske ekstremiteter, og resultatet er kvalmende ringe.

    Pearl Harbor er netop blevet bombet af japanerne. En engelsk aristokrat i skikkelse af Nicole Kidman rejser til Australien, hvor hun møder en rå kvægdriver og et nuttet aboriginal-barn. Denne trio drager ud på en større rejse for at drive en flok kvæg gennem et smukt men også ufremkommeligt terræn.

    Da deres verden bliver splittet ad af fjender, må de forsøge at finde hinanden igen, samtidig med at den japanske hær bomber Darwin.

    Fravalg af ægthed
    Prøv at gennemføre en lille øvelse mens du ser en bid af filmen. Hvor mange klip varer mere end fem sekunder? Så godt som ingen. Hvor mange sekunder af filmen er uden musik? Muligvis 30. Det er gode billeder på filmens narrative stil: et komplet tilvalg af svulstighed og et ligeså komplet fravalg af ægthed.

    Filmen fungerer ringe som et eventyr, fordi grundtonen slås komisk an. Det bliver svært at tage personerne alvorligt, og begivenhederne er i Luhrmanns omtalte iscenesættelse bliver hurtigt en form for orgastisk reklamefilmspor, bare to og en halv time langt.

    Overspil er nøglen
    Læg mærke til skuespillet, der er præget af den svulstige instruktion. Overspil er nøglen til fingerfletning med lyd og billede, og igen kan scener uden enten overspil eller dårligt spil gennem hele filmen tælles på én hånd. Man finder ganske enkelt ikke et eneste øjeblik gennem hele filmen, hvor der opstår en naturlig kemi, en intim stund eller en situation, der kan tolkes som ægte. Det er poleret hele vejen igennem så det skinner og lyder som en provins-handelsskolestuderendes kraftigt sænkede Seat.

    Der er sets og animationer undervejs, der skal forstærke illusionen om den australske vildmarks fortryllende døgnrytme: stjernehimler over bål, tordenvejr og dybe kløfter osv. Træer skabt af pap og græstotter gjort af farvet bomuld er helt bevidst en effekt, som Luhrmann har villet have med for at bryde med filmens rene stilistiske udtryk, men igen bliver det et genremæssig overgear til en historie, der overhovedet ikke kan bære så meget flamboyant farvelægning.

    Hvorfor synger de ikke?
    Man kan med rette spørge: hvorfor synger de ikke alle sammen og danser eller svanser rundt? Havde de i det mindste gjort det, kunne filmen have fungeret som en form for dagdrøm til et publikum med den overfladiske filmsmag, for hvem det kvalme og virkelighedsdistancerede er nøglen til en forkrampet omgang med livet.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2008, Storbritannien, Australien, USA, Komedie, Romantik, Drama, 165 min.

    Dansk titel: Australia
    Instr: Baz Luhrmann Prod: G. Mac Brown, Catherine Knapman, Baz Luhrmann Manus: Stuart Beattie, Baz Luhrmann, Ronald Harwood, Richard Flanagan Foto: Mandy Walker Klip: Dody Dorn, Michael McCusker Mus: David Hirschfelder
    Priser
    • AAN - Bedste kostumedesign