Jeg - en marki (1967)

    Alle tiders største svindelnummer, hvor hele over-Danmark blev narret til at tro, at Rasmussen var fransk marki.


    SVINDEL FOR FOLKET

    Hvem skulle have troet, at bogholder Rasmussen var fransk Marki? Ingen! Men bogholderen sætter sig for at gennemføre alle tiders store svindelnummer, som det skal vise sig, at hele landets snobber hopper på. Det er en sand og ekstravagant underholdende svindelsag, der var på alles læber, da den i sin tid blev opdaget.

    Idiotisk sammenkog
    Så god en historie burde filmfolk kunne få en rigtig mindeværdig affære ud af, men i stedet er Mac Ahlbergs og Peer Guldbrandsens forsøg et idiotisk sammenkog af lystspil og sexparade. Filmen begynder ganske hæderligt. Præsentationen af den højtstræbende bogholder og hans determination udi snobberiet er farverigt forførende.

    Poul Bundgaard et højdepunkt
    Det samme gælder hans indledende manøvrer udi at narre politi- og bankfolk. Her er Poul Bundgaard i birollen som bankdirektør filmens store højdepunkt.
     

    Seksuel vinkel

    Imidlertid begynder instruktørerne at fokusere mere og mere på den seksuelle vinkel; for markien evnede at forføre kvinder i alle aldre alene på grund af sit navnesammenfald med den berygtede Marquis de Sade.

    Usexet sexkavalkade
    Således bliver tilskueren vidne til en ubehjælpsomt usexet kavalkade af kvindeunderkastelse: barbrystede, mavedansende og småmasturberende smider de sig for markiens fødder og vil piskes med hans eksklusive ridepisk. Scenerne med disse orientalsk-musialsk underlagte kropsvrid er håbløst lange og pinligt malplacerede.

    Teatralsk lyssætning
    Hele filmen er skudt i en teatralsk lyssætning, hvor ansigternes hvidkridtede look manifesteres og trækkes frem i det ekstreme. Det skaber en række sofistikerede skyggevirkninger, der selvfølgelig er ment som en tyk effektfuld streg under hele det ophøjede tema omkring markien.

    Axels ranke statur
    Gabriel Axel er vel egentlig ideel i titelrollen på grund af sin ranke statur og markerede ansigtstræk, men han får virkelig ikke chancen for at sætte et kunstnerisk præg i den mildt sagt blævrende iscenesættelse. Det er dog trods alt en underholdende måde at blive opdateret på det store svindelnummer, hvis man kan udholde den megen rysten med bare bryster.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018