Armadillo (2010)

    Unge danske soldater kæmper i ægte krig i Afghanistan, fordi de brænder for det, koste hvad det vil.


    KRIGS-ADRENALIN

    Uden tvivl sat i verden som en øjenåbner går "Armadillo" med bag facaden og ud i åben krig. Danskerne skal have virkeligheden serveret med aftenkaffen! Filmen præsenterer de unge danske soldaters hverdag mellem vejsidebomber og medbragt porno; med andre ord en skildring af de forskellige facetter af at være langt væk hjemmefra og midt i en forhøjet gennemstrømning af krigs-adrenalin.

    Sjældent indblik
    Et langt stykke hen ad vejen lykkes det instruktør Janus Metz at fange og fastholde sit publikum - og gennem seriøst virkelighedsnære feltoptagelser at give et sjældent indblik i krigsførelsens kollektivt nødvendige gru.

    "Støt vore soldater"
    Den passive folkelige støtte bliver givet endnu mere udtalt herhjemme, efter at "Armadillo" har haft premiere. Nu vil antallet af "støt vore soldater"-klistermærker på familiebiler eksplodere! Hvad der er barsk ved dokumentarfilmen er primært den bagvedliggende massepsykose blandt unge danske mænd.

    Krigsdriften
    Driften mod at drage ud i åben krig kommer ud af en kulturskabt kedsomhed, en rastløs søgen efter udefra kommende spænding, et opsøgende arbejde udi kollektiv smerte - baseret på årtusinders mellemmenneskelig konflikt. "Armadillo" stiller ingen kritiske spørgsmål men lader tilskueren selv mærke efter. Uden tvivl er de psykiske strømninger og efterkomplikationer dog, hvad filmen formår at formidle bedst.

    Filmammunitionen er klar
    For det er ikke overladt til fantasien at mærke efter! Janus Metz har ammunitionen klar i filmbæltet: musik og lyddesign skal sikre, at ingen stemning eller følelse får lov at stå alene. Angsten for virkeligheden i virkeligheden er udtalt. Dét er netop fatalt! Hvad er meningen med dokumentarisme, hvis virkeligheden spartles ud med brummende synthesizere og svulstige cellocrescendoer?

    Ikke virkeligt tavs
    Jo - publikum er jo vænnet til, at film er underlagt musik! Selvom en film skildrer virkeligheden og er midt i den, er det altså ’nødvendigt’ at hyre en komponist og et symfoniorkester. Hvis filmen var virkeligt tavs, ville publikum vel løbe skrigende bort, ude af stand til at magte virkelighedens lyde.. Tankevækkende i filmisk og psykologisk forstand. Spørg din nabo i biografen, hvad han syntes om musikken i filmen, og de fleste vil end ikke have bemærket den.

    Relativt tæt på virkeligheden
    Men tilbage til billederne bag musikken så at sige: "Armadillo" har en mission, politisk og folkeligt. Fordi den er så relativt tæt på virkeligheden, har den vundet store internationale priser. Man forestiller sig ikke amerikanerne producere en dokumentarfilm om krigsførelsen på disse præmisser.

    Køb soundtracket
    Lad dig ’underholde’ af virkeligheden - og køb soundtracket. Men vis ikke filmen til din søn, hvis du vil holde ham fra krigen.

    Ikke afskrækkende
    "Armadillo" vil nemlig med stor sandsynlighed have den modsatte effekt. Skildringen af sammenholdet og spændingen vil nemlig langt fra være afskrækkende for den rastløst rodløse: hvad de fleste soldater i øvrigt må være.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    2010, Danmark, Dokumentar, Krig, 100 min.

    Dansk titel: Armadillo
    Instr: Janus Metz Pedersen Prod: Ronnie Fridthjof, Sara Stockmann Foto: Lars Skree Klip: Per K. Kirkegaard Mus: Uno Helmersson
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • CAN - Critics Week Grand Prize
    • BD - Bedste fotografering
    • BD - Bedste dokumentarfilm
    • CAN-N - Golden Camera-nominering
    • RB - Bedste dokumentarfilm