The Reader (2008)

    En 15-årig superlæser og en betydeligt ældre kvinde, der skal vise sig at være nazipige, indleder et hedt forhold baseret på højtlæsning og sex.


    VAMLE "VIOLER"

    I dette prisbelønnede melodrama anvendes snart sagt alle tænkelige krukket-saftige og bævrende-underlæbe-sentimentale greb.
     

    Kunstig konstruktion

    Det er et studie i kunstig konstruktion: Hollywoods favorit - og et stort publikums krammedukke. Den 15-årige tysker Michael Berg støder tilfældigt på den væsentligt ældre Hanna Schmitz, og der er dømt kærlighed ved første blik.

    En mørk side
    Der skal ikke gå lang tid, før forholdet bliver erotisk, men Hanna har tydeligvis en mørk side, der ikke kan udløses alene via ungt kød. Forholdet slutter. Mange år går, og pludselig ser Michael sin gamle flamme igen. Han er jurastuderende. Hun er anklaget - for at have været SS-pige i Auschwitz.
     

    Hjælp til selvhjælp

    Da Hanna har siddet en del år i fængsel, vælger Michael at sende hende en række kassettebånd med bøger, han selv har indlæst. Hanna kan nemlig ikke læse.

    Smidig hud
    Filmen har sine glimt af intensitet i de første 30 minutter, hvor det særprægede forhold endnu synes interessant - måske fordi der her kredses rigeligt om smidig hud; noget vi mennesker godt kan lide at betragte.

    Alvorlige prøvelser
    Allerede fra begyndelsen sættes man dog også på alvorlige prøvelser: Kate Winslet er ikke en stor skuespillerinde, og facaden revner undervejs i mere end én forstand. Første gang revner den, når hun skal frembringe en bevæget mimik, mens hun ligger i sin elskers nøgne skød og får læst en antik tragedie op.
     

    Sminken avler utroværdighed

    Anden gang facaden revner, er, da Winslet skal spille 20 år ældre. Sminken avler absolut ingen troværdighed, og Winslets smårystende gammelmutter er et ynkeligt skue. Du vil sikkert indvende: Jamen, Winslet fik jo både en Oscar og en Golden Globe for sit spil - ergo må hun være fremragende!
     

    Kollektiv holdning

    Det er fint, hvis du læner dig op ad den kollektive holdning. Der er lidt mere saft i unge David Kross' portræt af den seksuelt nysgerrige knægt. Ralph Fiennes tager over som den gamle udgave i en fesen rolle.
     

    Høj-melodramatiske begivenheder med musik

    En sart musik akkompagnerer ofte de høj-melodramatiske begivenheder, således er vi ofte ude i et næsten ubærligt bombardement af "vamle violer".



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2008, USA, Tyskland, Drama, Romantik, Teenagere, 124 min.

    Dansk titel: The Reader
    Instr: Stephen Daldry Prod: Donna Gigliotti, Anthony Minghella, Redmond Morris, Sydney Pollack Manus: David Hare Baseret på: bogen "Der Vorleser" af Bernhard Schlink Foto: Roger Deakins, Chris Menges Klip: Claire Simpson Mus: Nico Muhly
    Priser
    • AA - Bedste skuespillerinde (Winslet)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste film
    • GG - Bedste skuespillerinde (Winslet)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste manuskript
    • RB-N - Bedste ikke-amerikanske film