Pigen fra Egborg (1969)

    Da to mænd, der begge hedder John Søgaard, mødes, bliver det begyndelsen til et venskab, der folder sig særligt ud på godset Egborg


    FORVEKSLINGSHYGGE

    Her er vi vidner til et paradoks i dansk 60’er-folkekomedie. For "Pigen fra Egborg" har så afgjort potentialet til at falde til bunds som endnu et Soldaterkammerater-flop, men på trods af det åbenlyst letbenede og overfladiske former Carl Ottosens næstsidste film som instruktør sig ganske hyggeligt og uhøjtideligt.

    Afrunding & charme
    Der er i hvert fald langt mere afrunding og charme over Ottosens manuskript, end man lige forventer ved første øjekast. Dialogen har elementer af brandfarlig gnist, og særligt Dirch Passer udnytter det spage potentiale til endnu en herlig præstation.

    2 x John Søgaard
    I filmens begyndelse mødes John Søgaard og John Søgaard ved et tilfælde. Den ene (Dirch Passer) er hvalfanger-skibskok på orlov, den anden (Willy Rathnov) er evigheds-botanikstuderende og enearving til godset Egborg, og efter rigelig med øl engagerer han sin navnebror som sin private kok i tre måneder.

    Idyl i fare
    Men ikke nok med det. I mellemtiden er Søgaards godsslægtning død, og nu er arveprocessen sat i gang. På godset er man godt slukørede ved udsigten til, at den dumme københavnertype nu kommer brasende og ødelægger idyllen.

    Ingen onde bagtanker
    Søgaard er dog slet ikke så ondsindet, men for at spæde hele affæren lidt op vælger han alligevel at gå undercover i sit første møde med Egborg. Det aftaler han med sin navnebror, og således kommer Dirch anstigende som godsarving, mens Willy bliver ansat som karl på gården.

    Forvekslingshygge
    Nu er der lagt op til forvekslingshygge og forelskelser på kryds og tværs, og snart skal det vise sig, at det dér med nyt blod på Egborg slet ikke er så ringe endda.

    Ikke overstyret
    "Pigen fra Egborg" udmærker sig først og fremmest ved ikke at være hverken overspillet eller overstyret. Det Morten Korch’ske præg er mere et bevidst virkemiddel end en spændetrøje, og Passer/Rathnov-samspillet er en af filmens helt store styrker.

    Naturligt & afslappet
    Begge spiller naturligt og afslappet, og særligt Rathnov synes at trives i kløvermarkens idyl. Dirch får afledt af forvekslingskunsten lejlighed til at briller udi det spontane. Når han skal perspektivere botanikkens vidundere, kommer han selvsagt på glatis - og det former et par helt vidunderlige scener.

    Særlig musikalsk fetish
    I birollerne er der heller ikke skidt spillende knas, og Karl Stegger har herlige øjeblikke som godsbestyreren med det gode hjerte (særligt når han skal præsentere sin helt særlige musikalske fetich.)

    Konstant tobakshostende
    Ove Sprogøes konstant tobakshostende advokat, Kurt Mikkelsen, har kun en scene, der til gengæld er stærkt farcepræget men bestemt ikke umorsom. Med en cigaret i flaben, som han bestemt ikke påtænker at tænde, bliver der hostet igennem til den helt store forvirrede guldmedalje.

    Selvsagt sødladen
    Filmoplevelsen er selvsagt sødladen og glansbilledpræget, men det er ikke en hæmsko eller en tilnærmet stil, snarere en naturligt opstået stemning, der fungerer i sin egen lille lukkede atmosfære, komplet med Sven Gyldmarks pyssenyssede underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018