Takt og tone i himmelsengen (1972)

    En greve har omdannet sin tantes gods til en art bordelskole, hvor veludrustede kvinder kan lære at begå sig i takt, tone og himmelsengen.


    BAR RØV IGEN

    Året før skridtet (!) blev taget fuldt ud med hardcoreporno i Stjernetegns-filmene serveredes endnu en blød erotisk folkekomedie for det danske biografpublikum. Den kom med andre ord i en tid, hvor intet dansk filmselskab turde producere en ny film, hvor der ikke var mindst to eller tre bare numser.

    Lavkomiske herligheder
    "Takt og tone i himmelsengen", der også bærer undertitlen "eller hvordan man fanger en mand", er baseret på en uartigt tynd historie af Preben Kaas, Bob Ramsing og filmens instruktør, Sven Methling. Der er absolut ikke mange figenblade til at dække over de lavkomiske herligheder, der udspiller sig på dét gods, som Dirch Passers grev Axel von Hasteen har omdannet til en Emma Gad’sk bordelskole.

    Unge & barmfagre kvinder
    Unge og barmfagre kvinder kommer, ser og sejrer under grevens kyndige supervision (komplet med skjulte kameraer), og når det er færdigudlærte, kan de både tale rigsdansk og håndtere en mand.

    Bar røv på Dragsholm
    Stakkels Dirch har ikke meget at arbejde med i det tynde set up, hvor han mest af alt ser træt og let opgivende ud, mens pigerne vimser omkring i bar røv på det billedskønne Dragsholm Slot, hvor filmen er optaget.

    Outreret overspil
    Axel Strøbye forfalder desværre til alt for outreret mimisk overspil som baronen, der har så uendelig meget at lære (rent seksuelt), før han kan kalde sig en rigtig mand. Noget der ligger hans gamle bedstemor, enkegrevinden, meget på sinde.

    Passable øjeblikke
    Enkegrevinden spilles af 88-årige Clara Pontoppidan i dennes sidste rolle - trods det fine og frimodige bidrag en lidt sær måde at tage afsked med et langt liv med film på. Poul Bundgaard har passable øjeblikke som butleren Peter - et "højdepunkt" er hans undervisning i judo.

    Lummert saftig underlægningsmusik
    Sigurd Jansens lummert saftige underlægningsmusik sørger for ekstra pladdeballet stemning til det i forvejen lavkomiske. Trods den åbenlyse rodebutik, der først og fremmest emmer af mangel på inspiration, er filmen dog ikke helt nede på håbløshedens kældergulv.

    Ikke helt i kælderdybet
    Hertil er der alligevel for meget investeret fra det talentfulde firkløver i de mere bærende roller. Så bærer man også lettere over med alle de mange sære kvindebeklædningsgenstande, der kun er sat i denne (film)verden for at blotte bryster og røvballer, uanset hvilken stilling kvinden vrider sig i.

    Lummer lavkomedie
    Samtidspressen modtog filmen med overskrifter som: "Tilfældige klovnerier", "Søvndyssende sjofel" og "Lummer lavkomedie". Der var en udtalt genretræthed at spore her i 1972, og det forstår man i dén grad godt.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018