Nuovomondo (2006)

    En italiensk familie og en kvindelig britisk skønhed drager sammen med oceaner af håbefulde fattige italienere mod den ny verden, USA.


    KUNSTNERISK FLOP

    Hvad der på papiret og i billeddokumentation synes både smukt og forførende, er som bekendt ikke altid helt så overbevisende på den endelige film.
     

    Stort anlagt emigrationsfilm

    For nu at sige det mildt. Emanuele Crialeses stort anlagte emigrationsfilm er nemlig virkelig et sammenskudsgilde af forkerte valg i en krop af påtaget kunstnerisk sværmeri. I året 1913 drømmer den italienske familien Manusco om bedre tider. Som så mange andre lader de sig friste af den ny verden i form af USA, og de begiver sig ud på den lange rejse med skib.
     

    En yndig kvinde som attraktion

    Blandt alle de fattige rejsende er en yndig britisk kvinde, der bliver skibets store attraktion. Og skæbnen vil, at hun udvælger netop hr. Manusco til sit fornuftsægteskab, der skal skaffe dem begge en adgangsbillet til en ny tilværelse.
     

    Forvirrende sammenblanding

    Et af de helt store problemer og en amboltstung klods om benet på filmen er instruktørens støjende, rodede og forvirrende sammenblanding af personer, udviskede drømmesekvenser og mystificerende begivenheder.

    Billederne proppes
    Gennem langt det meste af filmen trækkes man med lange sekvenser, hvor billederne bogstavelig talt proppes med menneskelig bevægelse. Det er lige før, personerne står på nakken af hinanden for at udfylde instruktørens formodede vision om kaotisk bevægelse i det latent rolige visuelle univers.

    Falsk markedsføring
    For den æstetiske skal, billedernes magi og det enkles elegance, er filmens potentielle skønhed, der i virkeligheden ikke udgør andet end falsk markedsføring af filmen.

    Konstrueret og søgt
    Yderst sjældent er denne visuelt skrøbelige indpakning en egentlig styrke i filmen. I langt de fleste af de stramt komponerede og fotografisk stabile billeder en konstrueret og søgt dramaturgisk effekt.

    Kilde til potentiel nysgerrighed
    Det musikløse drama udgør ligeledes en potentiel kilde til både nysgerrighed og anerkendelse: en instruktør med blik og øre for det støjende elements ødelæggende virkning på film?

    Malplacerede musikblokke
    Men også her kastes man over bord af kompensationen på støjsiden i form af det omtalte kaos i alle billederne – samt undervejs af de mildt sagt tåbelige og malplacerede musikblokke, hvor der pludselig brydes ud i sang, eller hvor en evergreen eller bastant filmmusik helt uden forvarsel penetrerer ’stilheden’.
     

    Kaskader af alternativ musik

    Man kan næsten gætte instruktørens tanker i dén forbindelse: jeg overrumpler publikum ved pludseligt at sende kaskader af alternativ musik ud over begivenhederne. Og måske vil det virke stærkt, når jeg lader mine personer svømme rundt i grumset vand – i de spektakulære drømmesekvenser – at krydre med lidt spændende musik..
     

    Skuespil på det jævne

    Skuespillet er på det jævne. Enkelte personer er møgirriterende, men i det store og hele udfyldes det håbløse univers acceptabelt med mærkbart engagement.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2006, Italien, Frankrig, Argentina, Drama, Historie, Romantik, 118 min.

    Dansk titel: Den ny verden
    Instr: Emanuele Crialese Prod: Alexandre Mallet-Guy, Fabrizio Mosca Manus: Emanuele Crialese Foto: Agnès Godard Klip: Maryline Monthieux Mus: Antonio Castrigano