Den opvakte jomfru (1950)

    En videnskabsmand henter to indefrossede middelalderfolk hjem fra norden og tør dem op i 1950 med stort ståhej til følge.


    PH UDEN VÆRDI

    Denne rent ud sagt aparte og stivbenede "folkekomedie" var med manuskript af Poul Henningsen, hans eneste spillefilmsmanuskript og groft sagt PH uden værdi.

    Tågede lag
    Det komiske er skjult bag tågede lag af science fiction og danmarkshistorie, ikke desto mindre beskrev pressen filmen som "Den morsomste film, der er fremstillet herhjemme i umindelige tider", "Et latterorgie, som får huset til at ryste" og "En film, som vil sætte hele familien i godt humør og faa Dem til at le til det smerter i ribbenene".

    Knæfald for PH
    Det hænger ingenlunde sammen, og pressens roser ligner et knæfald for den samtidspopulære Henningsen. "Den opvakte jomfru" er nemlig hverken fugl, fisk eller finurlig, og de kreativt tænkte begivenheder falder til jorden, næsten før de er opfundet.

    Indefrosne fortidsmennesker
    Da Helge Kjærulff-Schmidts professor John Ebenezer Steenhammer en dag i det herrens år 1950 glider fra toppen af en bræ højt mod nord, fører det ham til et enestående fund. Indkapslet i isen sidder to fortidsmennesker, (anslaget har præsenteret os for dem: Anne Pedersdatter og en abbed i året 1520!), og Steenhammer beslutter sig for at fragte fundet hjem til København i en kæmpe isblok.

    Den moderne verdens prøvelser
    Planen er, at optøningen skal genoplive det middelalderlige par, og ganske rigtigt: snart vågner de og fortsætter deres flere hundrede år gamle samtale, som om intet var hændt. Mødet med den moderne verdens prøvelser kan dog blive noget overvældende, særligt for den opfarende ungmø, Anne Pedersdatter (utroværdigt spillet af 41-årige Marguerite Viby.)

    Uudnyttet potentiale
    Man skulle mene, at man netop ville udnytte dette clash mellem det gamle og det nye, men historien er mærkeligt uinteresseret i denne oplagte mulighed. I stedet fokuseres på Pedersdatters betingelsesløse kærlighed til professoren - der er en direkte efterkommer til hendes store kærlighed, hvilket vi selv ser i et opslagsværk med foto af middelaldergutten (dét er da humor?)

    Tam servering
    Den mærkelige nye verden interesserer hverken Anne eller Ib Schønbergs abbed synderlig. Abbeden sidder oppe hele natten og læser danmarkshistorie, mens han bæller portvin, men Schønbergs tamt serverede munkestereotyp er uhyggelig stiv og uinteressant.

    Manglende ånd
    I det hele taget mærker man tyngden og produktionens manglende ånd tydeligt. Der er ikke meget glimt i øjet og ingen finurlige overraskelser. Nogle af de mest "negative" ytringer, det er muligt at finde i samtidskritiken lyder: "Den opvakte Jomfru er knap saa opvakt, men Marguerite Viby som den indefrosne Jomfru er Guld værd for dansk Film" og "Krudtet ville ikke fænge".

    Kedelige studieoptagelser
    Potentialet er uudnyttet, og studieoptagelserne er kedelige. Kun ganske få og flygtige gadeoptagelser perspektiverer den ellers oplagte tidstematik en anelse. Sven Gyldmarks musik er tilsvarende kedelig. Dirch Passer optræder i en mikroskopisk birolle som søkaptajn i 1520.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018