Bora Bora (2011)

    En 15-årig pige, der er træt af det hele, bliver optaget i en ung gruppe lommetyve og oplever en ny start på livet.


    DET UNGE SUS

    På mange måder er denne danske ungdoms-musical en hyldest til livet, og som sådan med livsbekræftende og kærlig udstråling.

    Kulørt indpakning
    Men "Bora Bora" er også en kulørt indpakket løftet pegefinger, der gennem ørehængere sælger skråplansbudskabet, så det ikke er til at tage fejl af.

    Manglende musikalitet
    Det mest iøjen- og ørefaldende ved filmen er dog dens manglende musikalitet. Vi er vidner til en musical; sange og koreografi må forventes at være sagens kerne.

    Det svageste led
    Men sangene og dansene er filmens svageste led og bliver mere en billiggørelse af den sprøde lille identitets- og kærlighedshistorie end et godt salgsfremstød.

    Tung at danse med
    Ganske vist er det svært at ryste de markant karakteristiske hits af sig, hvormed filmens musikside på nogle områder viser sit værd. Men en dårlig synkronisering og en nærved tilfældigt dryssende brug af hits ind og ud af hinanden gør musiksiden noget tung at danse med.
     

    Træt af det hele

    15-årige Mia er godt træt af det hele, og da hun har endnu et af sine mange opgør med moderen, beslutter hun sig for at stikke af hjemmefra. I midten af København støder hun på den jævnaldrende knægt, Zack, der skal vise sig at være lommetyv.

     

    Kærlighed ved første blik

    Der er dømt kærlighed ved første blik, så Mia følger efter ham - og det viser sig, at Zack blot er en lille del af en større teenager-lommetyvsbande, der stjæler for at få råd til et hus til gadebørn. Idealister, altså, men ikke værre end at intrigerne stortrives i gruppen, særligt når den søde musik opstår - på både lyd- og kærlighedssiden.

    Sus i mellemgulvet
    Der opstår en vis form for troværdig symbiose Mia og Zack imellem: den unge stormfulde forelskelse og ekstreme erotiske tiltrækningskraft vil helt givet få det til at suse i mellemgulvet på et ungt publikum.

    Broget persongalleri
    Det øvrige persongalleri er meget broget. Bandens medlemmer er i en ret udtalt grad uinteressante statister, og de få voksne medspillere besættes uden egentlig indlevelse i roller, der ellers har betydning for handlingen.

    Ung entusiasme
    Filmen vinder dog på sin unge entusiasme, det nuttede forelskelsestema og en effektivt målrettet narcissisme mod teenagerpublikummet (den yngre del af denne aldersgruppe). Hermed kan man ikke sige sig fri for at blive revet med den grundlæggende handling og til dels også at sangene; oplevet med ens egen indre teenager.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018