127 Hours (2010)

    En ung og kæphøj bjergbestiger finder sig selv fastklemt i en øde klippeskakt og må tage drastiske metoder i brug for at overleve.


    AT GRIBE LIVET

    Instruktør Danny Boyle er blevet uhyre populær, særligt hos den unge generation, for sin popsmarte og overfladiske stil i ungt appellerende film.

    Eksistentielle temaer
    Her barsler han så med en noget anderledes indadskuende film: det helt store menneskelige drama, hvor store eksistentielle temaer er på tapetet. Så det spændende var på forhånd: hvordan griber Boyle et sådant tema an?

    Filmen er en visualisering af virkelige hændelser fra det bjergrige Colorado i USA. Her var den kæphøje bjergbestiger Aron Ralston på en af sine mange klatreture, da han pludselig bliver fastklemt i en lille klippeskakt, særdeles langt fra nogen form for civilisation.

    En stor klippe har klemt sig fast om hans højre arm, og filmen er nu et portræt af de 127 timer, Ralston tilbringer i klippeskakten, før han tager drastiske metoder i brug for at holde sig i live.

    Popsmart stil
    Stilen er popsmart. Det hersker der ikke tvivl om. Lige fra opening credits bombarderes vi med popmusik, split screens og pangfarver. Men: det usædvanlige er tilfældet, at netop denne stil anvendes som et vigtigt element til at skue indad, til at portrættere Rolston, til at forme hans verden, tilbageblik, hallucinationer og ensomhed i skakten.

    Fræk brug af musik
    Hvordan kan det nu lade sig gøre, at en sådan kæk og flakkende stil kan vendes til en fordel for filmens udtryk? Det kan det blandt andet, fordi hovedpersonen selv er netop kæk og flakkende, og det irriterende faktum at han lever med hovedet under armen boostes af bl.a. en fræk anvendelse af diegetisk/ikke-diegetisk musik.

    Mening med galskaben
    For Ralston er på sin tur udstyret med hovedtelefoner og videokamera, hvis lyde er centrale medspillere i tilskuerens oplevelse af personen bag den adrenalin-overgearede mand. Hermed ikke sagt at enhver hårdtpumpende musikunderlagt scene er lige velkommen, men som helhed er der en mening med galskaben.

    Dramatisk medspiller
    Den flittige brug af split screens er på samme måde en fair dramatisk medspiller i portrættet af det indre kaos: den sjælelige spaltning mellem minder, dødsangst og grufulde tanker bliver i Danny Boyles iscenesættelse til mere end et navlepillende anliggende.

    Meget ensom historie
    De storslåede landskaber er i en knivskarp fotografering yderst centrale brikker i en meget ensom historie. Hæsblæsende tidsrejser som et led i Ralstons forestillingsverden perspektiverer den indespærrede rædsel og gør flot filmen til et voldsomt drama på liv og død.

    Klare budskaber
    James Franco er meget stærk i hovedrollen. En smertefuld og kaotisk rolle, der når ud med klare budskaber.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2010, USA, Storbritannien, Biografi, Psykologisk drama, Thriller, Eventyr, 94 min.

    Dansk titel: 127 Hours
    Instr: Danny Boyle Prod: Danny Boyle, Christian Colson, John Smithson Manus: Danny Boyle, Simon Beaufoy Baseret på: bog af Aron Ralston Foto: Enrique Chediak, Anthony Dod Mantle Klip: Jon Harris Mus: A.R. Rahman
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Franco)
    • AAN - Bedste adopterede manuskript
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste originale musik
    • AAN - Bedste originale sang ("If I rise")
    • GG-N - Bedste skuespiller (Franco)
    • GG-N - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste originale musik