Kurt og Valde (1983)

    To tilskuerløse revyskuespillere bliver udkantssvindlere, da den ene forveksles med en anden. Og nu kan de leve livet fedt.


    UNDER LAVMÅL

    Blot to år efter den sidste Olsen-banden-film sejrede i de danske biografer, opfandt Nordisk Film det, de selv mente skulle være en værdig komisk filmserieafløser.

    Drejebog af Bahs/Balling
    Kurt og Valde var med drejebog af Henning Bahs og Erik Balling, historien baseret på romanen "Den svindske affære" af Peter og Stig Thorsboe og inspireret af en stor korruptionsskandale på Møn.

    Nysgerrig på genren
    Instruktionen blev overladt til Hans Kristensen, der nok var nysgerrig på komediegenren men havde vist langt bedre overblik i dramatiske film som Per (1975).

    Svindlere i udkantsdanmark
    De to publikumsløse revyskuespillere, Kurt og Valde (portrætteret af det af pressen udnævnte "nye danske komikerpar", Lars Knutzon og Arne Hansen), bliver for alvor svindlere i udkantsdanmark, da Valde forveksles med en professor. Nu er der pludselig stor interesse for de to herrer, for det siges, at de kan gøre en afdød professors lukrative opfindelse færdig.

    Man må sno sig
    Dét åbner døre og arme, og Kurt og Valde får det ikke kedeligt, da først den lokale bank lukker op for pengeposen. Men hele tiden lurer risikoen for at blive afsløret, så det gælder om at sno sig.

    Lunken modtagelse
    Pressen modtog filmen lunkent, men dog med store ord som: "Olsen-banden har fået en værdig afløser", "Masser af smuk situationskomik" og "Glem Olsen-banden: Nyd den nye danske film ,"Kurt og Valde"".

    Under lavmål
    Der var dog også de anmeldere, der fandt "Kurt og Valde" under lavmål, hvilket overskrifter som "Flere gab end grin", "Dansk desperation", "Det er bare for meget" og "Falleret folkekomedie" vidner meget godt om.

    En publikumsfiasko
    Publikum tog under alle omstændigheder denne nye Nordisk-satsning til sig, og filmen floppede fælt i biograferne. Væk var de angivelig store planer om en ny komisk filmserie. Når man betragter farcen i dag, forstår man også bedre publikums end de positive anmelderes reaktion.

    Stift serverede vitser
    "Kurt og Valde" kommer ganske enkelt aldrig rigtig i gang, og morskab er bundet op på et talentmateriale, der ikke blomstrer. Knutzon/Hansen-samspillet er uden gnist, og vittighederne bliver stift serveret, fuld af publikums forudsigelse.

    Et tamt ekko
    Man skal have den store lup frem for at finde Balling/Bahs-kvaliteterne, selvom man ind imellem mærker et tamt ekko fra de gode Olsen-banden-tider. Men "Kurt og Valde" er desværre generelt på et helt andet plat niveau, og det flot oplinede birollearsenal falmer i Hans Kristensens tydeligt famlende iscenesættelse.

    Farcestemnings-musik
    Svend Skippers musik sætter farcestemningen fra første fløjt og er i en helt anden boldgade, end vi er vant til fra Fabricius-Bjerres i Olsen-banden.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018