Young Guns (1988)

    I det vilde vesten tvinges seks unge revolvermænd til at tage pistolen i egen hånd, da deres værge bliver koldblodigt myrdet.


    TRENDY WESTERN

    Sammenhængende film:
    Young Guns (1988)
    Young Guns II (1990)

    Hvis man troede, at western-genren var groet fast i de samme hjulspor, kan man godt sadle om igen. For i 1988 kom, hvad man med rette kan kalde ’den trendy western’, produceret for det unge hipster-publikum og med en tilsvarende ung skare wonderboys i revolver-dramatiske roller.

    Gennemhullet historie
    Hvad skal det så gå gøre godt for? Dybest set ikke det fjerneste. "Young guns" har en historie gennemhullet som en si, alt andet end prangende skuespil og en imponerende samling genbrugs-klichéer.

    Et drive i sig selv
    Men i det ’trendy’ snit finder vi måske alligevel nøglen til filmens forfriskende stil, for alt andet lige er det unge udtryk et drive i sig selv.

    Langt ude i det vilde vesten - og tilbage i det autentiske cowboyland - har en godhjertet mand specialiseret sig i at tage vare på unge mænd, der ikke rigtig passer ind i det etablerede samfund; måske ville de have fået diagnosen adhd i dag?

    Hvorom alting er, trives de unge mænd godt på ranchen, hvor de lærer at håndtere både våben og svin. Men anderledes dumme svin kommer snart på menuen, da grumme rivaler skyder mændenes værge. Nu er der hævn på dagsordenen, og trods forskelligheder og tragiske frafald viser gruppen af unge mænd sig meget effektive i kampen for retfærdighed.

    Pænt koreograferede krudtscener
    Filmen fungerer afgjort bedst, når mundene er lukket og revolverne plaffer på livet løs. Så slipper vi for det kejtede skuespil og kan koncentrere os om de pænt koreograferede krudtscener.

    Uforpligtende underholdning
    Man kan sagtens forstå filmens succes hos det unge publikum, da den kreative kombination af historie, identitet og sammenholdsfølelse dumpede ned i et tomt hul og samtidig udgjorde uforpligtende underholdning.

    Malplaceret pop-filmmusik
    Med sin fuldkommen malplacerede firser-pop-filmmusik fastholdes den kække og ungdommelige tone helt til sidste scene, om end det skal fremhæves, at musikken undervejs er tonet drastisk ned. Ellers havde det slet ikke været til at holde ud.

    Svingende skuespilskvalitet
    Blandt det unge kernehold er Kiefer Sutherland nok den bedst spillende, mens både Charlie Sheen og Emilio Estevez (hvis fysik og spillestil er påfaldende ens) nok må siges at falde noget igennem.

    Efterfulgt af den noget mere vellykkede Young guns II.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017