Young Guns II (1990)

    Legendariske Billy the Kid og hans håndlangere kæmper en brav kamp for retfærdighed og overlevelse i det vilde vesten.


    UNGT WESTERNBLOD

    Sammenhængende film:
    Young Guns (1988)
    Young Guns II (1990)

    2’ere, der overgår deres oprindelige søsterfilm i kvalitet er ikke sjældne, men den brede kritikerskare anser dem ofte per automatik for at være mere kopi end original, og det er langt fra altid tilfældet.

    Mere moden film
    I forhold til Young guns [1] er 2’eren en langt mere moden film, en mere færdig film og en film, man husker langt bedre end 1’eren.

    Unge Billy the Kid er eftersøgt over det ganske land, men han og hans håndlangere er ikke nemme at fange. Sammen udgør de et effektivt team, der efterlader sig død (og måske retfærdighed), overalt hvor de færdes.

    Hæderlig figur
    Emilio Estevez gør en ganske hæderlig figur som den legendariske ’Kid’ og får i denne 2. film fint modspil fra en stribe etablerede karakterskuespillere.

    Ilt til inderkliken
    Der er stadig ikke meget sovs til kartoflerne i de interne rækker: spillet er her mere end en anelse vaklende, om end det nye blod tilfører en smule mere ilt til inderkliken.

    Noget på hjerte
    Young guns II har, modsat sin forgænger, noget på hjerte - og rent teknisk er den mange gange mere professionel og interessant.

    Bredere målgruppe
    Flot fotograferet og med mere klassisk sprød filmmusik af Alan Silvestri har man bevæget sig ud over den rendyrkede teenager-målrettede formidling.

    Historisk dimension
    Filmen rummer også en historisk interessant dimension, i og med at Billy the Kid som fænomen sættes under lup og i perspektiv. Filmen bringer et spændende perspektiv over mindst 80 år ved at indlede med at introducere ’Kid’ som angiveligt nærmere 100-årig.

    Bemærk Viggo Mortensen i en magtfuld birolle med drævende accent.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018