Restless (2011)

    En forældreløs ung mand med en spøgelsesven bliver kærester med en kræftsyg pige i dennes ellevte time.


    BLØD OM HJERTET

    Gus Van Sant er altid god for at servere en skæv historie i en anderledes og forfriskende formidling, og hvad dette angår, er "Restless" ingen undtagelse. Filmen er dog mere et drømmende eksperiment end en egentligt vellykket stemningsbeskrivelse, og resultatet er mere irriterende end overrumplende.

    Formålsløst rastløst
    Den unge Enoch trasker formåls- og rastløst rundt til fremmede menneskers bisættelser. Han har mistet sine forældre og spiller sænke slagskibe med sin fiktive japanske ven.
     

    Uhelbredeligt syg veninde

    En dag møder han en pige, der har lidt af den samme skævhed, og de to bliver rigtigt gode venner, grænsende til kærester. Efterhånden kommer det frem, at hun har en uhelbredelig cancer, og nu gælder det bare om at få det bedste ud af de sidste måneder.

    Visuelt delikat
    Fortællestilen er visuelt delikat med en række smukke naturscenarier, der flot indrammer det grundlæggende alvorlige grundstof. Det barske tema afdramatiseres dog en hel del af den spraglede og alternative Enochs uransaglige idéer: Som hovedperson er han noget af en tålmodighedsprøve, men flot spillet af Henry Hopper.

    Ikke rigtigt bid
    Historien bider sig ikke rigtigt fast, og man føler sig snydt for det rigtigt vedkommende tema, der ligger gemt som sprængfarligt potentiale. Et klart irritationsmoment er det evindeligt svagtspillende baggrunds-soundtrack, hvor den ene alternative indie-sang tager den anden.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2011, USA, Drama, Romantik, Teenagere, 91 min.

    Dansk titel: Restless
    Instr: Gus Van Sant Prod: Brian Grazer, Ron Howard, Gus Van Sant Manus: Jason Lew Foto: Harris Savides Klip: Elliot Graham Mus: Danny Elfman
    Priser
    • CAN-N - Un Certain Regard-nominering