Nyt legetøj (1977)

    En kvinde kommer i forbindelse med sin ekskæreste, kun for at blive del af en uoverskuelig sag med bagmænd, korruption og mistro.


    FLOT MAKVÆRK

    Som et ekko af 70’ernes bagmandsfilm iscenesatte Peter Ringgaard i 1977 denne aparte og ubalancerede højdramatiske film, der ikke på noget tidspunkt finder fodfæste.

    Det er den stort anlagte historie om kvinden Ulla, der lever i et noget konformt ægteskab. En dag møder hun sin gamle flamme, og de to begynder at flirte igen.

    Lille mand i stort spil
    Men med den genoptagne flirt havner Ulla samtidig i en komprimeret affære, med bagmænd og korrupte politikere. Ekskæresten er den lille mand i et stort spil, hvor Ullas mand viser sig at have en større aktie.

    Ringgaard udtalte selv ved filmen tilblivelse, at han var mest interesseret i det menneskelige drama i historien. Og det er da også dette element, der fungerer klart bedst i filmen.

    Pænt skuespil
    For skuespillet er faktisk ganske pænt. De enkelte lever sig ind i filmens særegent fortættede stemning og overpræsterer, set i lyset af historiens temmelig latterlige infiltrationer.

    Men mens dramaet endnu koncentrerer sig om almindelige følelsesmæssige op- og nedture, fungerer filmen hæderligt - ikke mindst takket være den svenske fotograf Petter Davidsons nærved lyriske billedkompositioner.

    Fotografen stjæler billedet
    Davidson stjæler i det hele taget billedet. Filmen, der med sit budget på 2 mio. kr. lå i den dyrere ende af datidens produktioner, bærer nemlig præg af højtstræbende visuelle ambitioner, hvor den ene spektakulære løsning afløser den anden.

    Konspirationsformørkelse
    Men igen, det er at overgøre herlighederne, og den smukke fotografering passer ingen steder ind i det konspirationsformørkede actionplot, som filmen efterhånden synker fuldstændig ned i.

    Filmen vinder noget på sit fravalg af musik; dog er musikken, når den endelig er til stede, en stressfaktor med sin skrækindjagende brug af sav.

    Blandt de mere tilslebne skuespillerpræstationer kan fremhæves Holger Juul Hansens gennemført åleglatte bagmand, ligesom Jens Okking som lummer og ikke alt for kvik sympatisør har øjeblikke med glimt i øjet.

    Både Ann-Mari Max Hansen og Henning Jensen funkler af og til i det tilspidsede trekantsdrama, hvor Jørn Faurschou til gengæld bliver den kejtede tredje.


    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017