Violer er blå (1975)

    En trio af kvinder omgås mænd på hver deres måde, uden egentlig at tænke over de mulige følelsesmæssige konsekvenser.


    LYSERØDSTRØMPER

    Violer er blå, og rødstrømper errøde. Det bliver slået grundigt fast i denne dialogmættede film om køn, identitet og sex.

    Peter Refn instruerer her sin eneste spillefilm i karrieren. Baseret på Suzanne Brøggers roman "Fri os for kærligheden" er filmen en feministisk sten i skoen for den gode filmoplevelse, men samtidig et interessant og flamboyant tidsbillede.

    Melodien tabt
    Mille bor i en lejlighed med sin intellektuelle norske mand John. De kan ikke rigtig længere finde melodien i deres forhold, og Mille har meget kørende ved siden af; heraf kælenavnet Tusindpik.

    Sammen med veninderne Suzanne og Lise får Mille dog på flere niveauer afløb for sine opbyggede frustrationer, og de seksuelle eksperimenter med tilfældige mænd giver hende en form for kontakt - men til hvad står hen i det uvisse.

    Frisindet i højsædet
    Det er først og fremmest frisindet, der skal plejes! Alt andet må komme i anden række. Og Mille har ikke karakter og indsigt nok til at indse, at hun langsomt men sikkert er ved at knække sin mand på midten.

    Overflod af tale
    Filmen flyder nærmest over af tale. Der er så uendeligt meget på hjerte. Så mange lommefilosofiske overvejelser om sex- og samliv. Kønsdrifter og det borgerlige mand-kvinde-forhold vendes og drejes mellem de tre grundlæggende usikre men på overfladen umætteligt liderlige veninder.

    Der er uden tvivl en række sandheder i de farverige portrætter af hvileløse midaldrende kvinder og de mange mænd, der står på spring for at befamle deres i øvrigt ofte eksponerede kroppe.

    Lurvet manuskript
    Men sandhederne står hverken knivskarpt eller troværdigt i Refns iscenesættelse. Ganske vist lykkes det instruktøren at hente en række fine skuespillerpræstationer frem i et ellers lovligt lurvet manuskript, men noget mageløst præcist billede på hverken seksuel frigørelse eller ditto frustration bliver filmen langt fra.

    Filmen rummer en række scener med fine tidsbilleder på datidens bybillede, ligesom man bør nyde Holger Juul Hansens portræt af bøssen Uffe, selvom det karikerede snit bliver lovligt arketypisk.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019