Olympia 1. Teil - Fest der Völker (1938)

    De Olympiske Lege i Berlin 1936 skildret gennem nazisternes idealiserende optik.


    ATLETISK PERFEKTION [1]

    Sammenhængende film:
    Olympia 1. Teil - Fest der Völker (1938)
    Olympia 2. Teil - Fest der Schönheit (1938)

    Den første af to spillefilmslange dokumentarfilm, som Adolf Hitler bestilte hos Leni Riefenstahl i forbindelse med afholdelsen af De Olympiske Lege i Berlin 1936.

    Der er i mange henseender tale om to identiske film, men dog er der i den anden film en højere grad af kunstnerisk raffinement. I denne første film præsenteres vi mest for de mange forskellige idrætsgrene i en relativt normal deskriptiv form.

    En sand mester
    Riefenstahl var en sand mester i at forme og fremhæve det perfekte i billeder, og det opdagede Adolf Hitler og propagandaminister Goebbels tidligt.

    Derfor var det også nærliggende at engagere hende til at iscenesætte alle tiders maraton-dokumentar, nu hvor nazisterne skulle afholde De Olympiske Lege i Berlin 1936.

    Kalkuleret dyrkelse
    Selvom de to Olympia-film ikke umiddelbart syner af rendyrket propaganda, skal man dog ikke lade sig narre. Der er tale om en kalkuleret dyrkelse af den perfekte krop på den perfekt arisk byggede atlet: nazisternes raceideal og fremtidens rene frelser.

    Teknisk sublimitet
    Og dyrkelsen af den perfekte krop er i Riefenstahls raffineret skæve vinklingsoptik en æstetisk fornøjelse. Ikke alene står kroppene i et perfektionslys, der må have fået mange tyske naziaspiranter i træningstøjet - Riefenstahls tekniske fuldendthed overgår velsagtens enhver samtidig fantasi i kunstnerisk elegance.

    Først med teknikken
    På mange måder forud for sin tid med elegante slow motions, ultranærbilleder, kameratrackings i høj fart: Riefenstahls Olympia-film var først med rigtig mange teknisk og kunstnerisk nyskabende detaljer, der siden er blevet fast inventar i moderne filmmøblering.

    Sublime forherligelsesbilleder
    Olympia-filmene er både sublime forherligelsesbilleder og historisk eklatante dokumenter og fremstår den dag i dag som udødeligt, om end i et bredere perspektiv usmagelige, filmklassikere.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    1938, Tyskland, Dokumentar, Sport, Propaganda, 111 min.

    Dansk titel: Olympiaden - i Berlin
    Instr: Leni Riefenstahl Prod: Leni Riefenstahl Manus: Leni Riefenstahl Foto: Wilfried Basse m.fl. Mus: Herbert Windt
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation