Kampen om Næsbygård (1964)

    En ældre godsejer må tage sig af sit hidtil ukendte barnebarn, og snart forrykkes arvefølgen, til stor frustration for ham, der allerede følte sig sikker.


    IDYL MED BID I

    Morten-Korch-filmene:
    De røde heste (1950)
    Mosekongen (1950)
    Det gamle guld (1951)
    Det store løb (1952)
    Fløjtespilleren (1953)
    Flintesønnerne (1956)
    Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
    Det skete på Møllegården (1960)
    Der brænder en ild (1962)
    Kampen om Næsbygaard (1964)
    Næsbygaards arving (1965)
    Krybskytterne på Næsbygård (1966)
    Brødrene på Uglegaarden (1967)
    De røde heste (1968)
    Manden på Svanegaarden (1972)
    Fætrene på Torndal (1973)
    Sønnen fra Vingården (1975)
    Affæren i Mølleby (1976)
    Fruen på Hamre (2000)

    Denne film nr. 10 i Korch-serien er ganske overraskende hæderlig; den første i en slags Næsbygaard-trilogi, der ikke er baseret på romaner af Korch, men inspireret af hans figurer.

    Sødsuppet - og medrivende
    Filmen er et glimrende eksempel på, at det sødsuppede glansbillede sagtens kan fungere som et medrivende drama - og at filmatiseringerne af Morten Korchs populære historier kunne andet og mere end skønmale betingelsesløst.
     

    Fred & idyl

    På den skønne Næsbygaard går livet sin fredelige og idylliske gang. Men en dag får godsejeren besked fra præsten, at dén datter, han ikke har set i mange år, er omkommet i en ulykke og nu efterlader sig en halvstor dreng, der ikke har anden familie.
     

    Ny rolle som plejefar

    Godsejeren kan dermed se frem til en ny rolle som plejefar. Men det ændrer måske også ved arvefølgen: dén udspekulerede og utilregnelige nevø, der hidtil har stået som enearving, føler sig nu med rette truet på sin status og tøver ikke med at tage ufine metoder i brug for at få godsejeren til at se med onde øjne på sit barnebarn.

    Farverigt usympatisk
    Det er således et helt klassisk genkendeligt Korch-plot, men tonen og spændvidden i de enkelte roller er dog noget anderledes, end vi er vant til. Det kommer bl.a. til udtryk i Agnes Rehnis herligt spillede Tante Thyra, hvis sprog ikke er verdens pæneste og i Ole Wisborgs fint nuancerede dumme svin-skurk, der synes meget mere farverigt usympatisk end tidligere Korch-skurke.

    Glansbilledsød dansk bondeidyl
    Til gengæld er der masser af helt igennem glansbilledsød dansk bondeidyl i Poul Reichhardts musikalske kernepræstefamilie med et hav af pigebørn og to nyfødte drengetvillinger.

    Nye rolletyper
    Reichhardt var - ligesom Ib Mossin - blevet for gammel til en bærende rolle, men det klæder faktisk dem begge at være trådt ind i nye rolletyper, om end spektret for udfoldelse naturligvis ikke er kolossalt.

    Indlevelse og autoritet
    Filmens bærende rolle er overladt til Asbjørn Andersen, der med forbilledlig indlevelse og autoritet tilfører en hidtil uset energi. Til gengæld falder Far til fire-stjernen Ole Neumann temmelig meget igennem som nu halvstor og blåøjet gøgeunge med italienske aner.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018